Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - P. Munch: Centrum, Venstre og Højre 1848—54
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Centrum, Venstre og Højre 1848—54*.
163
omtrent de halve af Venstres Rigsdagsmænd forlod de 3 Førere,
og nærmede sig Centrum, medens Resten gik ad Højre til. Det
var alle Partiets betydeligere Mænd, der forlod Førerne, og det fik
derfor den sørgeligste Indflydelse paa Partiets fremtidige Karakter.
Endnu kom det dog kun til smaa Sammenstød mellem det Flertal
paa Rigsdagen, som nu fulgte Centrum, og Regeringen; den
afgørende Strid begyndte først i Efteraaret 1852.
Tronfølgespørgsmaalet var taget op af
Novemberministeriet i December 1849, og allerede under det havde vort
Diplomati vist sin lidet danske Karakter. Gaa til en svensk Prins
turde Danmarks Regering ikke, maaske turde Sverigs heller ikke
modtage et saadant Tilbud, og det var da givet, at man kun
havde Valget mellem Prinser af mere eller mindre tysk Familie;
men rent ud forbløffende er dog den Sindsro, hvormed man bøjede
sig for Kejser Nikolaus* Ønske om, at den ganske slesvigholstenske
Arvestorhertug af Oldenburg skulde være Danmarks Konge. En
Udsættelse gav ham imidlertid Lejlighed til at vise sin Umulighed; og
det blev da Prins Christian, Valget faldt paa efter den russiske
Kejsers Bud og vore Diplomateis Ønske, medens Frederik VII
ønskede Prins Christians Søn, vor nuværende Kronprins.
Londonertraktaten af 8. Maj 1852 anerkendte denne Tronfølge, og nu
manglede kun Rigsdagens Samtykke.
Valgene i Sommeren 1852 bragte, under Valgkamp mellem
Centrum og de Bondevenner, som sluttede sig til det, paa den
ene Side og V7enstre paa den anden, de første et lille Flertal;
Førernes Magt over Bondevælgerne havde vist sig usvækket. Forst
brød nu Kampen ud om Toldgrænsen som Ministeriet vilde have
flyttet til Elben. Centrum fordrede, at Rigsdagen skulde kende
Fællesforfatningen, før den i Praksis gik ind paa dens Konsekvenser,
og forkastede Ministeriets Forslag. Omtrent samtidig kom
Tronfølgestriden. Aftalerne med Udlandet bestemte, at Prins
Christians Efterkommere af Mandslinien skulde have Arveretten;
Ministeriet udførte dette videre saaledes, at Kongelovens Arvefølge
helt hævedes. Naar Mandslinien uddøde, vilde da Monarkiet være
tronledigt med Undtagelse af Holsten eller Dele deraf, som
Rusland vilde have Ret til. De Nationalliberale vilde nok have Prins
Christian, men de forlangte, paavirkede af Wegener, at Kongeloven
atter skulde træde i Kraft for Danmark til Ejderen ved
Mands-stammens Uddøen. De saa deri en Garanti for Slesvigs fortsatte
Forbindelse med Kongeriget. De havde vel Ret i, at dette ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
