Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - P. Munch: Centrum, Venstre og Højre 1848—54
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Centrum, Venstre og Højre 1848—54*. 165
for J. A. Hansen var den vanskeligere, men han saa nu Faren
for Friheden i selve Kongeriget, og hans lydhøre Øre opdagede
snart, at det Indignationens Raab, som Centrumsmænd rejste mod
Ministeriet, gav Genlyd hos de Vælgere, hvis Stemmer havde
baaret Venstres Repræsentanter ind paa Tinge. Kun Tscherning
søgte af Frygt for de nationale Eventyr at dække Ministeriet.
Foreløbig blev dog Rigsdagens Holdning meget maadeholden;
Tscherning holdt igen paa Balthazar Christensen og J. A. Hansen,
Hall paa Monrad. Intet af Partierne vendte sig længere mod
Helstaten selv; de fordrede den blot gennemført paa en for
Danmark antagelig Maade. Man forlangte da, foreløbig ledede af
Tscherning og Hall, at kende Fællesforfatningen, før
Grundlovs-forandringerne fastsloges. Ministeriet syntes tilbøjeligt til at
indrømme det, men samtidig søgte det at fremme sine konservative
Bihensigter. Især vilde det have Værnepligten ind under
Fællesforfatningen for at kunne låve den om efter Behag. Det stødte
derved Tscherning fra sig, da han tillagde den almindelige
Værnepligts Bevarelse større Betydning end den ny Forfatnings Indhold.
Chancerne for en Overenskomst var dermed tilintetgjorde.
Tscherning holdt sig ret passiv, J. A. Hansen nærmede sig med næsten
hele Venstre Monrad, og medens Tscherning brød med sit Parti,
fulgte Hall Monrad. I Marts 54 vedtoges dennes Mistillidsadresse
med overvældende Flertal i Folketing og Landsting. Som ved
Behandlingen af Valgretssagen i den grundlovgivende Rigsdag mødtes
Venstre og Centrum atter i Farens Øjeblik. J. A. Hansen sluttede
sin Tale for Adressen vendt til Monrad med Ordene: „Lad os nu
begge to i Enighed værge os mod dem, der true vort Liv, vi kan
da altid, naar Livet er sikret, kæmpe om de forskellige Genstande,
som vi er uenige om". Ministeriet havde vist Tilbøjelighed til at
»fortolke11 Forbeholdet i Grundloven om Slesvig saaledes, at Kongen
selv kunde foretage de Forandringer, som Forholdet til Slesvig
førte med sig; Monrads Adresse svarede med at udtale Tvivl om
Ministrenes „politiske Paalidelighed". Regeringens Svar var:
Rigsdagens Hjemsendelse, 39 Pressesager, Monrads, Halls og Andræs
Afskedigelse, Indskrænkning af Forsamlingsfriheden. Man havde
øjensynlig nu faaet Tid til igen at leve sig ind i Enevældens
Vaner, og man gik frem med en Vilkaarlighed, som Christian
VlIIs Dage ikke har noget Sidestykke til. Derpaa oktroyeredes
Fællesforfatningen af Juli 1854. Et egentlig Grundlovsbrud
var dette ikke, thi man udsatte Fællesforfatningens Gyldighed for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
