Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene.
175
Hvis nu en Foredragsholder skulde have talt før George Dandin,
tænker jeg mig, at han allerførst vilde have bedt Publikum — og
Skuespillerne — om at glemme alle de gamle Krøniker om Moliére. Der
har fra Slutningen af det 18. Aarh. grasseret en sentimentalt-taabelig
Geni-Dyrkelse, som har forvansket først Digternes Personlighed og
dernæst deres Værker. Man har læst ud af mangen en Digtning lige det
stik modsatte af, hvad der staar i den. Saaledes fandt man da
ogsaa i George Dandin en Understrøm af Tragik, en melankolsk og bitter
Medfølelse med hin adelsgale Bonde, som er Stykkets Titelfigur. Moliéres
Medfølelse med Bonden skulde udspringe af to Kilder: for det første var
Moliére Demokrat, og for det andet var han en saa bundulykkelig og
forpint Ægtemand. „Demokraten* er vistnok en Opfindelse af
Revolu-tionsmageren Camille Desmoulins; han omdigtede i sin Tid Moliére til
ægle Republikaner, til „en fuldblods Jakobiner". Men hvem ved ikke,
at Fanden og Fanatikerne har deres egen Maade at læse Bibelen paa?
Sandheden er, at Moliére var Royalist ud til Fingerspidserne. For ham
var Ludvig d. 14des Enevoldsregimente det bedste og det højeste, selve
Ludvig d. 14de var ham i Virkeligheden, hvad han engang kaldte Kongen
i en Ansøgning: noget nær Gud. Og se saa et Øjeblik paa Moliéres
Privatliv! Han tjente og brugte aarligt en 110,000 Kr. i vore Penge;
han beboede en 14 Værelsers Lejlighed, hvis pragtfulde Udstyr han gottede
sig ved at forevise; saa længe hans Helbred tillod det, svælgede han i
Maaltider paa en 7—8 udsøgte Retter. Hvilken Demokratisme! Naa og
nu den fortvivlede Ægtemand? Man ved, at da Moliére var 40 Aar
gammel og havde adskillige hede Elskovsforbindelser bag sig, giftede
han sig med den 20-aarige Armande Bejart. Hun blev fra Aaret efter
(1663) en beundringsværdig og omsværmet Skuespillerinde, der jævnlig
gav sin hidsige Ægteherre Anledning til at fare op. Den allergroveste
Utroskab har man dog ikke kunnet bevise hende over. Men nu Moliére
selv? Før der var gaaet et Aar efter Bryllupet, flyttede han med samt
sin Kone i Hus sammen med sin hidtidige Maitresse. Og i alt Fald, mens
han og Konen nogle Aar holdt sig hver for sig, genoptog han
Samlivet med Maitressen. Moliéres Jammer over Armande kan altsaa umuligt
have været i den Grad overvældende, at den voldtog alle hans Tanker.
Og naar Karaktertegningen og Handlingen og Replikerne i et af hans
Stykker viser, at han har lét af dets narrede Ægtemand, har vi
virkelig ingen Ret til at tro, at denne Latter — paa Grund af Moliéres
private Forhold — nødvendigvis bør opfattes som tvungen.
Man fortolker nok det Rabelaiske Egennavn „Dandin" som:
Betegnelse for En, der glor maabende hid og did, der spankulerer af,
rød i Kammen, som en dumstolt kalkunsk Hane. Hvis den Forklaring
staar fast, er Figuren og dens Komik jo givet allerede i Navnet. Men
hvad er der i øvrigt i denne rige Bondes Lidelser eller Skæbne, som
frister til Medlidenhed? Han har skaftet sig en pur ung Adelsfrøken til
Hustru, og han og hun forliges nu kun slet. Ja hvad saa? Har han
skaffet sig hende, fordi han var forelsket i hende? Derom staar der
ikke en Tøddel. Der staar tværtimod, at han gjorde det, fordi han vilde
i med fine Folk. Eller eteker han hende da nu, lider han af Kærlig-
12*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
