Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
176
Teatrene.
hedens Skinsyge? Ikke det allerbitterste. Han er, hvad man paa bredt
Sjællandsk kalder edderspændt paa hende, han havde Lyst til at slaa
hendes Ansigt „i Smadder". Ikke et Sekund røres han ved hendes
indsmigrende Anger, ved hendes Beden om Naade, ved hendes
Løfter. Og da han tror, at hun har dræbt sig, gaar der ikke det
mindste Glimt af Medfølelse gennem hans Sind; han tænker alene paa,
om dette ikke kan volde ham Fortræd. — Eller endelig: knuges han
maaske af Angst for den Skam, som Hustruens formentlige Utroskab vil
bringe over ham? Nej paa det Lag; han tigger og bønfalder Himlen
om, at den dog endelig vil gøre hendes Utroskab soleklar, saa at han kan
blive hende kvit. Han har gjort et dumt Købmandsskab. Han har købt en
Kone, som han ellers købte Øg; han har faaet en blødmundet, lidt
vanskelig Hest, der ikke passede og aldrig kunde passe i hans Bedrift; og
nu vilde han svært gerne faa Handelen til at gaa tilbage. Men Herregud,
hvad er dér for Andenmand at ynkes over ? George Dandins mest
karakteristiske Replik er denne: „Marchand qui perd ne peut rire*. Nej, en
erkedum Spekulant ler ikke selv af sin Dumhed. Men vi andre? Og
naar Spekulanten er saa grumme lidt sympatetisk? ... For vi skal da vel
ikke røres over, at han maa træde den Tranedans, som han selv —
Spurven — har givet sig ind i? eller over, at hans Mande-List er lidet
behænde, medens hans unge Frues List er uden Ende? — Dermed skal
igen ikke være sagt, at vi slaar os paa hans Kones Parti. Hun er et
smaastilet lille Fruentimmer, der lider af netop den samme Skavank
som hendes Mand. Ligesom han, Bonden, vilde i Lag med
Provinsadelen , saadan vil hun, Provinsadels-Pigen, endelig i Kast med
Hof-Adelen. Hun forgaber sig — ikke i Hr. Clitandres Person, men i hans
„fine* Manerer. Det er overhovedet det gode og det lystige ved Moliéres
Stykke, at alle dets Personer, uden Undtagelse, er hinanden værd.
Svigerforældrene er et Par opstyjtede og ikke alt for fintfølende Narre,
Forføreren en Slubbert, Tjenestepigen en Taske, hendes Tilbeder et
egennyttigt og plumpt Fæ. Om den ene eller den anden sejrer, kan være os
moralsk saare ligegyldigt. Pack schlägt sich, Pack verträgt sich, — vi
ler af baade dets Slagsmaal og dets Vaabenstilstand.
Hr. Olaf Poulsen spillede Titelrollen. Han havde ladet sig smitte
af den sentimentale og falske Opfattelse af Stykket, og han appellerede nok
saa stærkt til Tilskuernes Medlidenhed som til deres kaade Latter. Ikke
Spor af Figurens rødglødende Kalkunskhed, af dens højt kogende
Hidsighed! Tung og langsom og træt kom han ind, som en knækket, ulykkelig
Mand. Og tung og langsom og sønderslaaet sank han sammen over
den sidste Replik, der siger, at en Mand, som har faaet en snavs Kone,
kan allerhelst gaa hen og springe i Brønden, med Hovedet nedad.
Men George Dandin skal jo snurre afsted gennem Stykket som en støjende
Rumlepotte! Han skal sige sine sidste Ord med en tænderskærende og
afmægtig Arrigskab! Ak, hvor er det dog Skade, at vi har vænnet os
til at tage saa sejt paa Moliére her hjemme og til at spille hans
koleriske Stykker med den sindigste Flegma! Som Raketter, i det vildeste
Farce-Tempo burde de jage over Scenen. Endog de ellers saa
højtidsfulde Tyskere har begyndt at indse dette.- Paa det Berliner Teater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
