Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
178
Teatrene.
forstaar at variere de ukonfirmerede Væsner, der betros hende.
Smaapiger bliver de jo alle sammen, men det er ogsaa det eneste, hvori de
ligner hverandre... . Noget forinden havde hun spillet den livlige Jomfru
Antonie i „Sparekassen*. Figuren blev en Del barnligere af Ydre og
næppe saa skælmsk af Væsen, næppe saa teater-ingenueagtigt brillerende, som
Hertz har tænkt sig den. Men det brave, det trohjertede traadte levende
frem, Antonie blev helt ud saadan en lille Jomfru, som en rask ung
Styrmand tør forlade sig paa, og som hans gamle Matros har al Grund
til at sige „Gud velsigne Dem!" til. Nu her, i George Dandin, var
Opgaven den vidt forskellige: at fremstille Bondemandens adeligt fødte,
yderst uvederhæftige Frue. Figuren syntes den første Aften til en
Begyndelse lidt nervøs, og man kunde maaske ogsaa senere etsteds have
ønsket den en urokkeligere ironisk Overlegenhed overfor Manden. Men
den blev med stor Sikkerhed holdt saa sympatetisk-usympatetisk, at man
hele Tiden gav den en vis Ret og dog helt Uret, og at man lo af dens
Fif uden at billige dem. Yderst klogt viste den sig ogsaa i Scenerne
med Galanen udæskende koket og alligevel uden Spor af Passion.
Saaledes skal Angelique netop være: saare erobresyg overfor en „fin* Herre,
men blot af Forfængelighed, ikke fordi Hjertet eller Sanserne taler med.
Hjerte og Sanser har Angelique nemlig grumme lidt af.
For øvrigt var vist Fru Blochs Spil ikke anlagt paa den afmaalte
Pasgang, hvori man her til Lands spiller Farcer, naar de har det Uheld at
have et klassisk Forfatternavn under Titlen. Det var vist beregnet paa
Omgivelser, hvor man vilde slaa Gækken løs. Men Angeliques Gemal
traadte som sagt tungt, og hendes Galan og hendes Forældre — Horren af
Torskerup med Frue, født Latterlig-Snerpe, — blev heller ingen Sinde lette til
Bens. Iscenesættelsen syndede endog i de besynderligste Smaating. Der
er et Sted, hvor George Dandin forklager sin Kone for hendes Forældre,
og hvor disse saa opregner Eksempler fra deres Ane-Række til Bevis
paa, at i deres Familie kan man ikke bære sig galt ad. Vil man nu
tænke sig, at disse Bevisligheder opremsede paa vor Scene Hr. Torskerup
og Fru Latterlig-Snerpe ikke for deres Svigersøn, men for hinanden!
Som om ikke Herren og Fruen kendte for længst og til Punkt og Prikke
hinandens Slægtshistorie. — —
Først naar George Dandin var blevet spillet ud fra en korrekt
Opfattelse, vilde man haft Udbytte af at se den stillet sammen paa
én Aften med Julestuen. Saa vilde bl. a. den grundige Forskel paa
fransk og dansk Tænkemaade og Følelsesliv være sprunget Folk i Øjnene.
Og Folk har godt af en Gang imellem at besinde sig paa deres
Nationalitet. En enkelt Hovedforskel mellem de to Farcer kunde maaske
synes mere holbergsk end just national. Holberg har udeladt
fuldstændigt alle Adels-Personer, al Adels-Satire. Han gik som bekendt altid
af Vejen for Adelen. Kun en eneste Gang snertede han den, nemlig i
„Don Ranudo", der ser saa uoriginal og udansk ud. Og det Stykke
gemte han en Snes Aar! Nogle har ment, at han nok fandt det politisk
farligt at gaa adelige Folk paa Livet. Men skulde han monstro ikke
snarere liave haft paa Fornemmelsen, at i Danmark var og blev Spot
over Adelen inderst inde upopulær? Hvor er dog ikke paa dette Omraade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
