Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marts - Johannes Jørgensen: Léon Bloy
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
234
Léon Bloy.
med Utaalmodighed ventede. Og Kristendommen syntes ham den
væsentlige Hindring for denne frygtelige Forløsers Komme.
Med slige Ideer var Bloy fra sin Provins draget til Paris,
og den store Edderkop, der i sit Spind fanger hele Frankrigs
Ungdom, slog sine Sugekæber og Giftkroge i hans Sjæl. Han levede
den unge, fattige Digters legendariske Nomade-Tilværelse i lejede
Tagkamre — indtil Krigen 1870—71 kaldte ham ud i
Soldaterlivets frygtelige Virkeligheder og druknede hans personlige
Fortvivlelse i Sorgen over Frankrigs Nederlag.
Under hin haabløse og raadløse Kamp — som han siden
saa forfærdeligt har skildret i sin Bog Sueur de Sang — var
det, at Kristendommen slog ned i Bloys Sjæl.
Det var en Nat i den rædselsfulde Vinter 1870, at han ved
det flakkende Skær af et Vagtbaal for første Gang gennemlæste
Evangeliet. Og det guddommelige viste sig for ham — i et af
hine Øjeblikke, hvor Evigheden synes aaben som en Himmel,
flænget af et Lyn. Han saa Tilværelsen oplyst fra Ende til
anden i Skæret af dette Glimt fra det hinsides, og han troede
— som Sankt Paulus efter Vejen til Damaskus.
Bloys Kristendom er — eller var i hvert Fald i sin
Begyndelse — ikke fuldt ortodoks. Hans Sjæl, hvis Væsen var
Fortvivlelse, omformede det glade Budskab til et Smertens
Evangelium. I Inkvisitionens Spanien vilde Bloy maaske ikke have
undgaaet Beskyldningen for Kætteri, og et Baal kunde have lukket
hans Livs Drama med sit Tæppe af Flammer.
Dog — som Tiden nu er, lever Bloy til Glæde for de faa,
der sætter Pris paa en dyb og egen Tænker, en selvstændig,
meget oprindelig Kunstner. Og, takket være vor Tidsalders eneste
Dyd: Tolerancen, har det været ham tilladt at udforme sin
Kristendom i Ord som disse:
„Den arme Menneskehed har nu to Tusind Aar igennem
vredet sine Hænder i Dødsens Vaande foran hint ubønhørlig
gaadefulde Løfte om et Guds Rige, hvorom der stadig bedes, og
som aldrig kommer. „Naar disse Ting begynder" — staar der
skrevet — „da vid, at eders Forløsning stunder til". Og
hvor-mange Hundrede Millioner menneskelige Væsner har levet og er
døde og har ikke set noget begynde.
„Marchenoir* — Helten i den Bog, hvoraf jeg citerer —
„Marchenoir betragtede disse Hærskarer af evigt bedende og evigt
ubønhørte Hænder, og han forstod, at dette var det største af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
