Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marts - Vald. Vedel: Fortællinger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
264
Fortællinger.
Bevægelser en Smule vimsere eller hans Tale en Nuance mere
selvfornøjet hos Fru Skram, end de var.
Lige saa redelig en Selvdeling er der i Fru Skrams Skildring
af den syge, som for Læseren naturligt bliver Hovedpersonen,
meget mere end Professoren. Man er samtidig inde i hende:
føler med hendes oprevne Nerver og opfatter alt med hendes syge
Sind; og staar dog tillige udenfor hende og ser paa hende med
Lægens Øjne. Saa hæderlig er nemlig dette Angrebs- og
Forsvarsskrift skrevet, at mangen Læser vil konkludere for den
angrebne og mod den forsvarede. Rundt om i Bogen giver Udsagn
af Sygeplejersker og Medpatienter os en ganske god Fornemmelse
af „Furien" og „den vilde Fugl" i hende. En Udtalelse som
denne, der rettes til Fru Kant: „Men De — De skulde bare vide,
hvordan De ser ud, naar Overlægen taler til Dem" — den kaster
sit Lys tilbage over hele Martyrhistorien.
Denne Lidelseshistorie er det, som bevæger Hjertet saa
stærkt ved Læsningen af Bogen. Hvilken rent legemlig Kraft her
dog er til at lide og til at drive enhver Følelse op til dens yderste
Spidse! Alt sjæleligt potenseres til rent fysiske Fornemmelser:
det gnaver i Brystet, sammensnører Halsen; den syge føler det i
sin Længsel, som om Mand og Barn usynlig ligger paa hendes
Bryst og knuger hende. Hendes Sprog bruger i sin elementære
Voldsomhed kun Superlativer: det er „evindelig sandt" eller
„haar-rejsende forkert", hun er „aandeløs spørgende", og Lægerne er
„Bødler". Nervepinslerne og Hallucinationerne er gengivne med
stærk Uhygge: Det indvendige Tryk i Hovedet, der føles, som
om det skulde revne — Smerten, der farer som en krumbugtet
Orm helt op i Halsen — Brønden, paa hvis grønslimede Bund
hun ligger, og over hvilken hun hvert Øjeblik venter, der skal
lægges Laag. Paa disse Omraader synes Fru Skram altid at være
pinlig hjemmevant, og dem kan hendes „greje", robuste Forstaaelse
mestre med sikker Kunst.
Saa frisk og tung er Følelsesevnen hos den syge, at hun
maa lide paa Omgivelsernes Vegne, naar hun ikke lider paa egne.
Ved at ligge og høre paa en ung Piges Tuden ved Siden af,
hidser hun sig op i en sanseløs Angst for, hvordan dog et
Menneske kan have Kræfter og Aande til at holde ud at tude
saaledes. Det er hende, som om Deliristernes Skrig og Larm
foregaar inde i hende selv, slider i hendes Legeme, snurrer i hendes
Hoved. Og tier det om hende, maa hun ligge og tænke paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
