Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - April - Karl Madsen: Joachim Skovgaard-Udstillingen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Joachim Skovgaard-Udstillingen.
315
Erindring. Dets Eventyrstemning er saa betagende, at Anken om
Mangel paa Stil-Enhed føles som meget uvæsentlig og doktrinær;
i en Paradisnatur som den, Joachim Skovgaard har malt, er det
ikke upassende for Engle i Slægt med Fiesoles at træde frem, begge
tilhører i lige høj Grad de smukke Drømmes Riger. Den samme
milde, humane Følelse, der viser sig i Valget og Opfattelsen af
denne Altertavles dejlige Motiv træder atter frem i den nydelige,
boldningsfulde — og herligt indrammede Alterbillede med den
gode Hyrde, af hvilken Udstillingen viser en paabegyndt
Gentagelse.
Billedet af „Pennina og Hanna" har tidligere (April 93) været
udførligt omtalt her i „Tilskueren*. Gensynet forsoner ikke med
dets Farve, men dets udmærkede Egenskaber i psykologisk
Karaktergivning straaler nu som da med stor Glans, og Børnene til højre
viser sig vedvarende som Billedets fuldkomneste og kosteligste Del.
Den store Udstillingssals Endevæg optages af „Kristus i de
dødes Rige*. Den Strid, Billedet vakte ved sin Fremkomst, blev
kaldt til Live paany, efter at Professor Julius Lange, der ellers
har været en tavs Tilskuer til alle mærkelige og mislige
Fremtoninger i de senere Aars Kunst og Kunstforhold, den 20. August
offentliggjorde et Indlæg mod Billedet i »Berlingske Tidende*.
Lange indrømmede Billedet, at det i hvert Fald var „en ret
betydelig Begivenhed indenfor vor Kunst. Et af den kristelige
Kunsts gamle og store Emner var her behandlet fra nyt af, i
stor Maalestok, med en Dristighed i Fantasien og en Alvor i
Følelsen, som man uvilkaarlig kunde blive greben af.* For sine
haarde Angreb paa Billedets Enkeltheder glemte Lange dog ikke,
at et Maleri med store Svagheder kunde fortjene Navn af stor og
udmærket Kunst, naar det i en eller anden Retning bød noget
virkelig fremragende. Det syntes ham ikke her at være Tilfældet,
men „havde Billedet nogen kunstnerisk Styrke, saa var det snarest
i den dekorative Virkning af Farver og Masser*. Han antog, at
man vilde „blive langt mere imponeret og greben af den kraftige
Følelse for det store Emne, der visselig ligger paa Bunden af det*,
hvis Billedet var fremdraget i et gammelt Kirkerum under
Hvidtekalken, og at selv nu dets gode Egenskaber langt bedre „vilde
komme til deres Ret i en Kirke end paa en Udstilling eller et
Galleri*; det var egnet for en Menighed, der uden kunstneriske
Fordringer „kun vilde have Stemningens Tone anslaaet og
Fantasien sat i Bevægelse*.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
