Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - April - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene.
355
Fremstilling. Men den faldt alt for bleg, alt for udvisket. Medens Fru H.
paa sin vante Vis understregede Replikerne tungt („Og Du vil ikke skrive
mere paa Bogen om det menneskelige... Ansvar? !"), udhævede hun kun
lidt Astas Følelser. Hvorfor er Asta sat ind i Stykket? For Allmers1
Skyld, for at hun skal afsløre og ødelægge en ny Illusion for ham.
Han er bleven træt forst af Elskov, saa af Arbejde, og Planen om at
leve for lille Eyolf har jo Døden gjort det af med. Saa drømmer han
om et Samliv uden Erotik, men hvor den kvindelige Part alligevel skal
være lutter Beundring for ham, skal gaa helt op i ham. „Det er
umuligt*, betyder Asta ham, „mellem voksne Mennesker er det umuligt!
Den beundrende Kvinde maa elske og vil genelskes*. Dét skal Publikum
forstaa, og derfor maa Astas Betagethed gøres tydelig. Men Publikum
skal da for Resten ogsaa lige straks kunne se, at naar Fru Rita i 1ste
Akt bliver skinsyg paa Asta, saa har hun Grund til at blive det.
— Og saaledes stedes igen et Stykke efter nogle faa Opførelser
til den lange, maaske evige Hvile. Man kan mene, at Lille Eyolf
er som Læse-Drama det svageste blandt Ibsens Manddoms-Arbejder.
Allerede den Omstændighed, at saa meget, som burde have været
udtrykt gennem Dialogen, her kun befales i tørre Sceneanvisninger, vidner
jo om en Aftagen af Digterens Kunstner-Evne. Men man kan ikke
fornuftigvis bestride, at som Teaterstykke er det alligevel baade langt
indholdsrigere og stemningsfuldere og( klogere beregnet end saa mange
Skuespil, som gør Lykke og holder sig paa Repertoiret. Der skal blot
meget Arbejde til, for at faa dets Værd til at gøre sig gældende. Man
burde have prøvet sig frem ved Rollebesætningen, burde have forsøgt
baade Hr. Mantzius og Hr. Liebmann som Allmers og baade Fru
Hennings og Fru Emma Nielsen som Rita, indtil man fandt, hvem der
passede bedst. Og fremfor alt burde Scene-Instruktøren have herset
utrætteligt med Stykket, inden han kom til Prøverne. Saa opmærksom
og skarpsindig som Forhørsdommeren under en indviklet Vidnesag burde
han have vogtet paa hver lille Ytring, hver lille Bevægelse af Stykkets
Personer, indtil han var naaet til den rigtige — eller om man vil: den
virkningsfulde Opfattelse. Thi det er nu engang saaledes, at
Teaterledelsens Forstaaen eller Ikke-Forstaaen af et Stykke grumme let afgør
Stykkets Skæbne.
____Her er netop et lille kuriøst og slaaende Bevis for den
Sandhed, — Læserne vil maaske tage det med i Købet?
„Tilskuerens* sidste Teater-Artikel handlede om George Dandin.
Den forsøgte at gøre det af med det kgl. Teaters Tro paa, at Moliéres
Titelfigur er tegnet med og altsaa skal vække en melankolsk og bitter
Medfølelse. „Man skal tværtimod le, og intet andet end le, saavel af George
Dandin som af Stykkets andre Figurer*. Kort efter, at dette
„Tilskuere-Hæfte var udkommet, gjorde en venlig Brevskriver Artiklens Forf.
opmærksom paa en Feuilleton af Jules Lemaitre fra September 1893.
Dengang havde Théåtre français lige spillet George Dandin i ny Indstudering.
Lemaitre førte nu først den teaterkyndigste blandt alle teaterkyndige,
nemlig Sarcey, som Vidne paa, at i Mands Minde havde Stykket nidrig
behaget rigtigt. Og derefter fastslog han, at nu, i Ny-Indstuderingen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
