Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maj - G. Brandes: Elisabeth og Essex
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Elisabeth og Essex.
365-
Noget af det, der i Aarhundredets Slutning og det ny
Aarhundredes Begyndelse er gaaet Shakespeare mest til Hjerte, har
vistnok været den haarde Skæbne, som ramte hans fornemme og
højt vurderede Beskytter Southampton. Denne var forelsket i
Frøken Elisabeth Vernon, Lord Essex’ Kusine. Dronningen forbød
ham at ægte hende, men han vilde ikke opgive sin Brud. Han,
havde et trodsigt Sind og et heftigt Temperament. Han havder
saa ung han var, ved Entring taget et spansk Krigsskib paa den
Ekspedition, som blev kommanderet af hans Ven Essex; han havde
engang paa selve Slottet, da han havde støjet og lét, mens han
spillede Primero med Raleigh og en anden Hofmand, og da
Chefen for Livvagten Ambrose Willoughby opfordrede Herrerne tii
at være stille, eftersom Dronningen var gaaet tidligt til Sengsr
slaaet denne høje Officer i Ansigtet og derefter indladt sig i
formelig Nævekamp med ham. Lidet føjelig, som han var,
giftede-han sig da ogsaa i al Stilhed trods Forbudet (August 1598).
Elisabeth lod ham til Straf tilbringe Hvedebrødsdagene i Tower ogr
havde fra nu af et ondt Øje til ham.
Hans nære Forhold til Essex bragte Dronningens Vrede til
ny Udbrud. Da Essex i 1599 som Hærfører i Irland havde
udnævnt Southampton til sin general of horse, forlangte DronningenT
udelukkende af Forbitrelse over Southamptons selvraadige
Giftermaal, hans Afskedigelse og tvang Essex til at give efter.
Man maa bl. a. holde sig denne Dronningens Holdning
overfor Shakespeares første Velynder for Øje, for at forstaa hans
øjensynlig kølige Følelser for Elisabeth, den Omstændighed f. Eks.
at han ikke istemmede de andre engelske Digteres Sørgekvad ved
Dronningens Død og end ikke efter Chettles udtrykkelige
Opfordring skrev nogen Linie til hendes Pris1). Han har set hende
omtrent som Englands store Historieskriver Froude i vore Dage
har set hende.
Froude indrømmer, at hun var en tapper Sjæl, der skønt
atter og atter udsat for Mordforsøg aldrig lod sig forskrække eller
skræmme fra noget Foretagende af Uro for sit Liv, indrømmer,
*) Nor doth the silver tongued Melxcert
Drop from bis honied muse one sable teare
To mourne her death that graced his desert,
And to his laies opend her Royall eare.
Shepheard, remember our Elizabeth,
And sing her Rape, done by that Tarquin, Death.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
