Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maj - Woldemar: Udi Amorns Hecte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
388
Udi Amorns Hecte.
Karine: „Og dog er hun nu halvdels forgættet, og I er alt
betænkt paa nyt Ægteskab. Og saa bejler I til — til mig! Jeg
kender Jer jo intet."
Jørgen: „Stundom kan En lære at kende en Mand bedre i
stakket Stund end ellers gennem mange Aar."
Karine: „Ej heller kender I til mig."
Jørgen: „Der vildfarer I. Jeg har bespurgt mig nøje om
Jer — og hørte ikkuns idel godt. Og derhos har jeg selv givet
nøje Agt paa Jer baade i Kirken, hvor fromt og andægtig I sad,
og her udi Jeres Fa’ers Hus. Jeg har forfaret, hvor følgagtig og
kærlig I teer Jer mod ham, hvor vel I tilseer ham og alt, hvad
som hans er, lige til de umælende Kræ og Væksterne her i
Urtegaarden. Og jeg har betænkt som Ordet siger: en god Dotter
vorder en god Husfrue."
Karine: „Altsammens vel nok; men hvi søgte I da intet
oftere til mig?"
Jørgen: „For det, I er saa ung, saa faur og saa fin, mens
jeg er grim og gammel — ja ikke aleneste af Skabning men maaske
mest af Sind, — og derhos veed jeg kun slet at føje mine Ord.
Men Gud er mit Vidne, hvor mangen Gang jég om de vaagendes
Nætter har bedet og anraabt ham for Jeres Aarsag og er derhos
sprungen op i svar Uro og er løben herhid og har staaet og stirret
til Jert Kammervindue, til det blev hardt ad Dag. Det har jeg
gjort, endda jeg skammede mig, at jeg, som er saa gammel,
kunde føre mig saa ufornumstigen og galen."
Karine svarede med beesk Mine: „Men som en fornumstig
og klog Mand gik I da førsten til min Fa’er og fik hans Tilsagn,
og vil nu tage mig med Magt at dele Bord og Seng."
Jørgen: „Der vildfarer I atter. Om min Hu stod til sligt,
da kunde jeg fare til de Morers Land og for Guld købe mig en
faur Kvinde; men jeg har forfaret i min Ungdom, at sligt er kuns
idel Tant og Forfængelighed. Nej, derfor at jeg har Jer lyertelig
kær, derfor vil jeg ikkuns have Jer med Jer fri Vilje."
Karine gav et Sæt af Glæde og raabte: „Jørgen! — Ak Gud
i Himmelen; men jeg kan ikke." Og hun rækkede Handen imod
ham. „Ak, værer dog ej saa platterdings ulykkelig!"
Men Jørgen— endog han var falden noget sammen ved
henders Svar og bleven ret som mindre af Skabning, saa svarede
han dog, mens han rystede vemodeligen paa hans Hoved:
„Ulykkelig! Jeg staar under en større Herres Fane, — og han vil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
