Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maj - Woldemar: Udi Amorns Hecte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
389 Udi Amorns Hecte.
fly mig min beskikkede Lod. Men, Jomfru Karine, gører mig
noget til Vilje.®
Karine lidt ængsteligt: „Hvad begærer I?"
Jørgen: „Om I vil betee mig nogen Godhed, saa — (og han
tog sig noget afspændt til Hovedet), jeg har gaaet lang Vej, det
er varmt i Vejret, og jeg er træt, vilde I — efter vore Fædres
Stik — synge og løske mig i Søvn?*
Karine blev saa forrasket, at hun var nær hos at briste udi
Latter, men hun greb sig an og svarede lettet: „Ja — ja, det skal
jeg.’ Og hun satte sig paa Græsbænken og spurgte: „Hvad Sang
ønsker I?*
Jørgen: „Den gamle Sang: „Hvad min Gud vil". Den fulgte
mig fra min Ungdom under Stormens Fare og Kampens
Dræb-ning.’ Og han lagde sig med Hovedet i henders Skød.
Karine gik henders Fingre sagtelig gennem hans Haar
og sang:
Hvad min Gud vil,
det ske alle Tid!
Hans Vilje er den bedste.
At hjælpe dem alle er han bered,
som deres Tro paa hannem fæste.
Han frier af Nød, den gode Gud,
trøster Verden over Maade.
Hvo paa Gud tror,
glad ved hans Ord,
den vil han ikke forlade.
Gud er min Trøst og al Tillid,
mit Ophold, Liv og Glæde.
Hvad min Gud vil,
skeer mig alle Tid.
Der vil jeg ej modstride ...
Her fornam hun, at Jørgen var falden til Slummer, og hun tog
Handen til sig for at tørre henders Pande, og hun løftede henders
Hoved, drog Vejret dybt og gav sig til at tænke. Det tyktes
hender saare kuriøst, at hun sad der paa slig Vis med hans
Hoved i henders Skød, og endda det var besynderlig varmt den
Dag, og hans Hoved gjorde det endnu varmere, saa tyktes det
hender dog ingenledes uangenemt at sidde saa. Og hun saa, hvor
hans stærke Bryst drog Pusten roligt, og hvor hans nyssens
foldede Hænder var gledne ned til Siden, og hun tænkte: „Saa stærk
og stolt han er, nu er han dog værgeløs som et Barn." Justement
Tilskueren. 1805. 27
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
