Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maj - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene.
427
kræver større Tidsrum end blot et Par Dage for at kunne udfolde sig i al
sin Kraft? Og mon det ikke vilde bringe lidt nyt Liv ind i
Skuespildigtningen, hvis Skribenterne undertiden lod baade deres egen og Tilskuernes
Fantasi springe en Del længere? Man kan blive betænkelig over den
siramme Sammenpressethed, naar man træffer den endog i
fantastisk-sym-bolske Nutids- og Fremtids-Oversigter. Esmanns „Den store Maskerade*
f. Eks. drog ufødte og fjerne Tiders Begivenheder frem for os, uden at
dog de Mennesker, som medvirkede ved Begivenhederne, blev imens stort
mer end en Uge ældre. Var dét virkelig den klogest mulige Teknik?
Eller kom det ikke mere af, at Forfatterens Indbildningskraft — som i
det hele taget den digteriske Indbildningskraft nu til Dags — er noget
kuet og kortaandet?
Ogsaa denne store Maskerade var paafaldende udramatisk gjort.
Men dermed havde det delvis sit aparte Sammenhæng. De 2 første
Akter var nok skrevne som Begyndelse til et ganske andet Stykke, en
Art Folkekomedie, maaske med lignende Tendens som Magdalene. Saa
havde imidlertid Forfatteren pludselig skiftet Plan, og ovenpaa sin
Folkekomedie-Torso havde ban stablet 3 fuldstændig uvedkommende
Akter af et symbolistisk-socialt Tableau-Værk. Der var ingen som
helst „Handling*; hvad der skete, sprang ikke ud som Gnist af de
optrædende Figurers Samspil og Modspil, men knaldede af over Hovederne
paa dem; og der var intet andet til at fylde de tre Akter med end
Journal-Opsatser om dit og dat samt Maskineri- og Dekorations-Effekt.
Hvor gider dog kloge og talentfulde Forfattere befatte sig med saakaldte
, Clou’-Stykker? Lad den Slags Folk om dét, som ikke kan skrive! Det
er sandt, at hvis Rabalderet tilfældigvis pirrer Publikums Nerver, saa
strømmer en lille Stund Folk til for at se Spektaklet. Men et Par Maaneder
eller en Sæson efter er alle disse Stykker jo døde og begravede, som om
de aldrig havde været til, og ingen Moders Sjæl falder nogen Sinde paa
at grave dem op, hvorimod det ægte Drama — det, der interesserer os
for Mennesker og for deres Skæbne — holder sig levedygtigt næsten en
Evighed. Er det ikke taabeligt at ofre saa meget for saa lidt?
Maaske dog netop Esmanns Talent er foreløbig saaledes beskaffent, at
det let lader sig lokke til at slaa sig til Ro med den skrøbelige
Tableau-Genre. Han kan „gøre* en Stemning, han kan skrive fortræffelige, navnlig
vittige Repliker. Men der er sjeldent dybt Perspektiv i Replikerne, de
røber En kun lidt om, hvordan det Menneske, der siger dem, inderst
inde er, Forfatteren synes at staa uden for sine Figurer i Stedet for at
leve i dem. Derfor bliver Figurerne saa underligt uhaandtérlige; de
red ligesom ikke, hvad de skal gøre af sig selv, de kan ikke komme
i Vekselvirkning med hverandre. Man har mærket denne
Talent-Begræns-niug i Esmanns tidligere Skuespil, og man mærkede den igen nu i
„Maskeraden4 og i Frederiks Redningsmand. Det sidstnævnte Stykke
præsenterede yderst rammende og morsomt en vis moderne Københavner-Types
Jargon. Men saasnart den Præsentation var vel besørget i 1ste Akt, var
egentlig den ganske Komedie forbi....
Det blev da atter i denne Sæson et udenlandsk Stykke, som flk
den store Sukces. I Fjor hed Kassestykket Charleys Tante, i Aar har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
