Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Marcus Rubin: Frankrigs Krigserklæring for 25 Aar siden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Frankrigs Krigserklæring for fem og tyve Aar siden ^ 434
lisme i de ledende og højeste Krese, de mest vidtgaaende
Sympatier for Alverdens fremmede revolutionære med den mest levende
Frygt for ethvert Gadeopløb indadtil, den største Foragt for al
Regerings Oprindelse med den ængsteligste Omhu for at hævde
den bestaaende Regerings Legitimitet, et Land, hvis Regering selv
var en Bastard af Revolutionen og af Ordenen, af
Krudtargumenter og af Folkeafstemning, af en Æventyrers Statskup og
virkelig Arvtagen af store Traditioner.
Alle disse Modsætninger forligede sig dog endnu saa
nogenlunde, saa længe Mindet om den Revolution, der var slaaet ned,
var frisk, saa længe selve Kejserdømmet var en Nyhed, saa længe
frem for alt Napoleon var i sin fulde legemlige og aandelige Kraft.
Men det blev snart anderledes. Efterhaanden som Forskrækkelsen
havde sat sig, og man rigtig fik overvejet, hvad der var sket ved
Statskupet, fæstnede Fortrydelsen sig i store Krese og holdtes i
Live ved et vilkaarligt Politiregimente. At bære Folkets
Misfornøjelse med Sindsligevægt var ikke let for Napoleon, der vel ikke
frygtede at miste det opnaaede Herredømme, mens han levede,
men stod tvivlsom overfor, hvad der vilde ske med hansSøn efter
hans Død. Denne stigende Uro forenede sig med svigtende Energi
og Omdømme, efterhaanden som hans Sygdom skred frem —
Gigt, Nervesmerter, Blærebetændelse — en Sygdom, der til Tider
gjorde ham helt apatisk. Han svingede da imellem, om den
bedste Maade til Rigets Bevaring i Slægten var en endelig,
utvivlsom Virkeliggørelse af, at Kejserdømmet var Freden, eller om
Krigen og Bonapartismen var uadskillelige, saa at kun gennem
Sejrsjublen de utilfredses Stemmer kunde overdøves, bringes til
Tavshed. Kejseren personlig var nærmest fredelig stemt, men en
vis Kres af hans ivrigste Tilhængere troede, alt som
Utilfredsheden blandt Befolkningen voksede, paa Krigen som det bedste
Palliativ. Og den Krig, Tanken da var henvendt paa, var med
Tyskland, Preussen.
Der var ingen Grund til paa Preussen at hævne Waterloo,
thi dette Slag var dog i Hovedsagen vundet af Englænderne,
Preusserne havde i hvert Fald kun en Andel deri, medens
Nederlaget ved Jena med alle Følger deraf endnu ikke, indtil 60erne,
var overskygget af nogen tilsvarende senere Begivenhed. Men det
var Preussen, der nu sad inde med Rhinprovinserne, og der var
en ikke ringe Lyst hos Frankrig til at udstrække sin „naturlige*
Grænse til Rhinen. I hvor høj en Grad end nu til Dags de tyske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
