Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Marcus Rubin: Frankrigs Krigserklæring for 25 Aar siden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Frankrigs Krigserklæring for fem og tyve Aar siden ^
449
mellem Kongen og Benedetti om den foreliggende Sag, og det var
den, der gav Anledning til Historien om den franske Gesandts
Paatrængenhed etc., hvad der i Virkeligheden var ren Fabel.
At Kongen imidlertid ogsaa personlig har fclt sig generet ved —
midt paa Promenaden, med manges Blikke henvendte paa sig og
paa den fremmede Gesandt, medens Samtalen aabenbart
efterhaanden fik et skarpere Sving — at faa den ny Fordring overrakt,
ligesom han troede, Sagen var i Orden, synes utvivlsomt.
Fortrydelsen er vistnok saa at sige først ret bleven ham bevidst,
senere paa Dagen, hvor han da ogsaa modtog Werthers Opfordring
om at gøre Napoleon skriftlig Afbigt. Benedetti ventede at faa
Audiens op ad Dagen til yderligere Forhandling om Sagen, men
han ventede forgæves; han modtog gennem den kgl. Adjutant
Meddelelse om, at Kongen ikke havde mere at forhandle med ham
om i denne Sag, som han betragtede som afsluttet.
Imidlertid var Bismarck kommet fra Varzin til Berlin. Han
havde frygtet, at Kong Wilhelm allerede i det oprindelige
Afkalds-spørgsmaal skulde vise for stor Eftergivenhed overfor Benedetti,
og lod fra Varzin forhøre, om han skulde komme til Ems;
Kongen bad ham komme snarest muligt. Men da han naaede
Berlin, erfarede han, at Afkaldet paa Kandidaturen alt var
foregaaet. Han betragtede hermed Sagen som afsluttet, om end ikke
paa en for Preussen glorværdig Maade, og han var end ikke
sikker paa, om Kongen ikke havde ladet sig forlede til Udtalelser,
der saa langt fra indeholdt en Retorsion mod Gramonts store
Tale i Kammeret, at de maaske endog kunde synes ydmygende.
I saa Fald vilde han ikke blive ved at være Minister. Han skrev
til sin Gemalinde i Varzin, at hun ikke skulde rejse efter ham,
han vilde muligvis om faa Dage være dér tilbage — om som
Minister var et andet Spørgsmaal. Foreløbig blev han nu i
Berlin, da Sagen jo formentlig var afgjort. Men da han hørte
om Frankrigs ny Fordring, saa han øjeblikkelig, at Situationen
var helt forandret, og han udtalte til den engelske Gesandt i
Berlin, at det nu var Preussens Tur til at forlange Oprejsning og
Garantier overfor de franske Udtalelser og Rustninger. Aabenbart
har han paa dette Tidspunkt anset Krigen for rimelig, vel endog
ønskelig, i hvert Fald vilde han nu ikke mere lade Sagen dø hen.
(Referatet af Samtalen med den engelske Gesandt har man dog
tillagt en efter Sybels Mening urigtig Rækkevidde). Da flk han
Kl. 6, siddende ved Middagsbordet med Roon og Moltke, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
