Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Marcus Rubin: Frankrigs Krigserklæring for 25 Aar siden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
452
Frankrigs Krigserklæring for fem og tyve Aar siden ^ 452
Der stod tilbage at henvende sig til Repræsentationen.
Her var imidlertid Resultatet givet. Forgæves ivrede Thiers,
Gambetta, Jules Favre m. fl. i Deputeretkammerels store Møde
den 15. mod en Krig paa Etikettespørgsmaal; forgæves forlangte
de Originaldepescherne forelagte. Højre vilde Krig, det store
Flertal lod sig rive med, Gramont appellerede til Patriotismen og
Æren og skyede end ikke at give en Fremstilling — næsten
forfalsket — af det passerede, saaledes som dette passede bedst til
Øjeblikkets Maal, medens en ærlig Redegørelse af, hvorledes
Sagen Skridt for Skridt var forløbet, maaske endnu kunde have
gjort det Forsamlingen muligt at summe sig og tage noget Hensyn
til Thiers’ og hans Venners Protester. — Krigen blev besluttet.
Det gik i det store Folk, som det kan gaa i det enkelte
Menneskes Liv; der skal Mod til at ville Krig, men undertiden
mere Mod og mere Styrke til at ville Freden. Mod var der nok
af i Frankrig, men ingen Styrke. Lige til det sidste var i
Virkeligheden Statsskibet drevet for alle Vinde; skiftende Befalinger,
Stemninger, Ønsker fra Dag til Dag, fra Time til Time, og under
alt dette ikke en Regering, der styrede Folket, men et ophidset
Folk, der styrede Regeringen; i Spidsen for det hele en syg Mand
med en uansvarlig, klog, intrigant og fanatisk Hustru. Saaledes
blev et oprindeligt Fredsministerium et krigersk, en fredselskende
Monark en krigsstiftende. Til at gaa imod den ad hundrede Veje,
frivilligt og ufrivilligt, skabte Ophidselse, havde der i hvert Fald
hørt et Dynasti, der følte sig sikkert paa sin egen Skæbne, men
netop Utrygheden var Statskupets store Nemesis, i Virkeligheden
manglede Autoriteten.
Vidunderligt nok, endnu den 15. Juli, da Krigen var fuldt
besluttet, havde Napoleon en Konference med Grev Vitzthum —
afsendt af Beust til Paris for at gøre et sidste fredeligt Forsøg —
i hvilken han overdrog Vitzthum at søge at formaa den østerrigske
Kejser til at sammenkalde en Kongres. Men denne atter og atter
hos Napoleon opdukkende Kongrestanke var naturligvis nu umulig
at realisere, og da Vitzthum om Aftenen traf Gramont, ligesom
denne kom tilbage fra Kammeret, afviste Gramont Vitzthums
Meddelelse om Kejserens Kongrestanke haanligt og lidenskabeligt.
Krigsbevillingerne var lige blevne ydede, Krigen var alt inde. —
Samme Aften skrev da Napoleon til sin trofaste Veninde, Dronning
Sofie af Holland: „Jeg har ikke villet denne Krig, jeg er bleven
tvungen dertil af den offentlige Mening". Dronningen, en afgjort
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
