Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - S. Schandorph: En Udenlandsrejse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
464
En Udenlandsrejse.
Datter paa en ikke ganske heldig Maade. Paa den ene Side var
hun skamfuld over, at Johanne var født fem Maaneder efter hendes
Giftermaal med Bageren, paa den anden Side var hun stolt
over sin Datters Baltriumfer. Og naar saa Byens Snak listede sig
ind til hende gennem det gamle Huses utætte Vinduessprosser,
græd hun og krystede Datteren i sin Favn, for nogen Tid efter,
naar Johanne havde været til Bal, at skælde hende ud for Tøjte
og 3aa bagefter græde og erklære, at Johanne var den eneste
Ædelsten, hun havde i sit fattige Eje, for ellers var hun miskendt
af den hele vide Verden, og det var fordi hun havde saadant et
Bæst til Mand. Hun sled og slæbte med Rengøring og
Madlavning, vilde ingen Piger holde, for Tjenestepiger var det værste
Rak, Jorden kunde bære, og var der et Helvede til, vilde det være
fuldt af de dumme, dovne, uduelige og tyvagtige Tjenestepiger.
Og hvad var det dog for noget Krapyl, som var i denne raadne
By! Havde Kancelliraad Dahls, Branddirektørens Kone, Lov til at
sætte Næsen saadan op mod Sol, Maane og Stjerner? Enhver
vidste jo, at hendes Datter var rendt til Amerika med en
Styrmand, som kaldte sig Løjtnant, fordi hun maatte rejse — og
saadan nogle skulde være fine Folk! Og den gamle Etatsraad —
Borgmesteren, som var 70 Aar, og hvis Kone flk et Barn hvert
andet Aar! Naa da! Det var da godt, at Borgmesterens bedste
Ven, Amtsforvalteren, kun var 50 Aar. „Nej du, min søde
Johanne, Du er ren som en Engel, og naar Mandfolkene er efter
dig, saa er det i visse Maader meget fornuftigt. Men det siger
jeg kuns indvendigt ... for jeg skal nok genne de Rosinpillere
væk, og det baade med Kost og Gulvskruppe."
Bager Lund havde i Aarenes Løb udviklet sig til, hvad man
i gamle Dage kaldte en Filosof. Han havde døvet sine Øren og
lod Konen snakke væk. Hendes Skænderi var for ham som en
Dampmaskines Buldren, han havde vænnet sig til. Hendes mange
Ord var ham tom, uartikuleret Larm. Naar hun i Topmaal af
Arrigskab slog ham, trøstede han sig med, at hun ikke kunde
slaa, saa det gjorde synderlig ondt, og han var stolt over, at det
aldrig kunde falde ham ind at nedlade sig til „at sla’ paa et
Fruentømmer \ Desuden — hun blev hurtig ked af det — „han
er jo blød som en Hvedeknop", sagde hun, og „han ryster sine
Tæ sk a’ sig som Væver Petersens Pudel Vandet, naar den har
ligget og pløret i Vognmand Haslunds mudrede Park*.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
