Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Sven Lange: Nutidstyper fra det litterære Paris. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
510
Nutidstyper fra det litterære Paris.
Hans Øje ejer Fotografiapparatets Evne til dadelløs Gengivelse af
Menneskeskikkelsen i alle dens Udtryk, og hans Haand benytter
sig deraf; derefter iklæder hans saa parisiske Sans for Korrekthed
og Distinktion de saaledes skabte Former efter Modens nøjeste
Bud. Frygteligt virker nu Modsætningen mellem disse glatte
Menneskehylstre og de Sjæle, Hylstrene dækker over.
Dog, denne Fremgangsmaade, der er fælles for saa mange
skabende Talenter i Nutiden, er endnu ikke i Stand til at gøre
Forain til den, han er. Hans kunstneriske Adelsmærke, Sjælen i
hans Begavelse, er hans enestaaende sikre Evne til at udskille det
væsentlige fra det mindre betydende uden en Understregning, —
en Evne, der aabenbarer sig i lige høj Grad i Tegningerne og i
de Repliker, han lægger sine Typer i Munden. Noget saadant vil
aldrig kunne læres. Kun et sjældent fintmærkende Øre, kun en
aldrig svigtende Hukommelse for Livets smaa Ting, kun en
medfødt Gave til Koncentration og Suggestion formaar at skabe disse
simple Repliker, der saa ganske ligner dem, vi hører summende
om os, hvor vi gaar, og som dog hver for sig bliver et
Kunstværk af Rang ved den dybe Grund, der ses eller anes derunder;
hver en dækker over en menneskelig Usselhed, som nu kommer
til at virke med det dagligdags diskrete Brutalitet, rystende sandt.
At Forain herved bliver en Digter af høj og særegen Værd
synes utvivlsomt, — og han er sig det selv bevidst. Engang
fortalte han mig om sine Ungdoms Illusioner: at give Litteraturen
store, sammenhængende Værker i Roman- eller Skuespilform; men
han opgav det atter, — sikkert nok, fordi hans stolte Sind med
Bitterhed anede, at han ikke naaede op blandt Menneskehedens
største, frieste Aander. Nu nøjes han med at kommentere Livets
Forhold i impressionistiske Fragmenter.
Har man haft den Lykke at sidde bøjet nogle Timer over
en Samling rembrandtske Originaltegninger, — og vender man sig
derefter mod en Samling forainske, da vil man rent umiddelbart
føie sig slaaet af den Lighed, der findes imellem dem. Ikke alene,
at Forain utvivlsomt har lært meget af Rembrandts Teknik, af
hans klare og skønne Menneskeomrids, af hans geniale
Kompositioner, men der eksisterer sikkert et dybere gaaende Slægtskab
mellem deres Aand.
Forskellen mellem dem ses dog ogsaa snart. Først og
fremmest er den gamle Mester upaatvivleligt en langt større Poet.
Den varme Humanitet, der kaster saa underfuldt et Farveskær
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
