Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Sven Lange: Nutidstyper fra det litterære Paris. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
513 Nutidstyper fra det litterære Paris.
udvider sin Menage, sideordnet Raadgiver, Kammerfrue,
Tjenestepige. Og nu kommmer onde Dage for hende.
En Moder staar ydmyg foran sit Barn, hvem hun nu intet
mere har at lære, bedende om en Smule Penge. „Du vil have
Penge?" svarer hun med et Smil, — „men du er jo endnu smuk,
Mama!" — Og ikke den mindste Smule Frihed tør hun nu tage
sig længer: En Dag kommer Datteren ind i sit Badeværelse og
finder sin Moder i Karret. „Nu har jeg aldrig set saa galt!"
udbryder hun, „... i mit Badekar! I din Alder, Mama, vadsker man
kun sine Fødder!"
Nej, hun har ikke mange glade Timer paa sine gamle
Dage, den fortræffelige Moder, og hendes betyngede Hjerte faar da
ogsaa en Gang Luft i et Suk, der sikkert nok kommer dybt nede
fra. „Aa, Hr. Greve!" udbryder hun, efter en slem Scene, til en
af Datterens Liebhavere: „Jeg siger Dem: faa aldrig Børn!"
Dog, hendes Værk er fuldbragt nu, hun kan rolig lægge sig
til Hvile paa sine Gerninger; skænker Datteren hende efter hendes
Død en Tanke, da bliver det denne: „Stakkels Moder! ... Nu vil
man sagtens bestjæle mig!" — Hendes Værk er fuldbragt, hendes
Liv har naaet sit Maal: Kvinden, hun har oplært, staar nu, stærk
og fuldt udrustet til at hævde den Plads, som det moderne
Samfund giver hende. Grisk, grusom, brutal har hun nu kun at følge
den Vej, hun er inde paa, ret fremad. Hendes Rigdom vil
forøges, hendes Position blive sikrere for hver Mand, hun bringer i
Vanære, for hver Familje, hun adsplitter. Hendes Lykke er gjort.
Og Forains berømte Serie: Les vieux cochons, Kvindens Ofre,
tager sin Begyndelse.
Det er en sælsom, uhyggelig Skare, disse gamle Herrer, der
nu træder frem til Beskuelse i et Antal og i en Variation, som
kun en By som Paris vil kunne gøre sandsynlig. I deres Klæder,
der er skaarne efter sidste Mode, ses aldrig en Fold, deres Haar
er saa ærværdigt hvide, deres Ansigter blege og alvorlige. Men
forsigtigt gaar de paa tynde Ben, Svimmelhed griber dem ofte
uden Aarsag, og ud af deres Øjne, der til Tider synes halvt
udslukte, kan brænde en Glød, som viser en Sjæl i Vaande.
En af dem hvisker en Nat til sig selv: „Det er, fordi jeg
saa sent er begyndt ..." og maaske har han Ret. Vist er det,
at den Drift, der syder i dem, ganske tager Magten fra dem nu.
Intet kan holde dem tilbage, ikke den pekuniære Ruin, ikke den
sociale Vanære, ikke Verdens Haanlatter, ikke Følelsen af egen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
