Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Olaf Hansen: Vidar, Digt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vidar,
555-
Forrsete.
Det var det tungeste
Ord, der er talt,
men sandt var alt, hvad du sagde.
Alt er ude,
naar Ønsket dør.
Tiden træder os ned.
Freya
(til Sif).
Tor knuger Hamren,
Haanden hvidner,
Panden blaaner af Blod.
Harmestormen rusker
det røde Skæg.
Trods af Øjnene træder.
Tor.
Mjølner pløjer
Pander ned,
Frygt af Furerne vokser.
Kaster den Frø
i vort frodige Korn,
lægger vore Agre øde?
Odin.
Meget jeg fo’r,
meget jeg fristed,
meget jeg Magterne prøved.
Freyr skal falde,
Frigg skal dø,
Ulven Odin sluge.
Frigg.
Mørke paa Jord —
Mulm i Sind —
Had mod hævet Hoved.
Synet snævres,
naar Sol gaar bort,
glimtende Tanker gustner.
Freyr.
En Grav de giver
vor glemte Daad,
hober en Høj af Haan.
Den løbende Tid
vil trampe den ned —
faar kun slidte Sko.
Odin.
Ved Tankepraase
i tykke Hjerner
mod Søvnen Jætterne stride.
De ser vort Fald —
sover saa sødt,
drømmer, at Natten er deres.
Jeg vaandede mig
i vidende Ve,
spejded, saa Øjet smerted,
saa Ulvens Svælg,
saa dog det Sværd,
der farver dets Fraade med Blod..
Tor.
Sig mig, Herjan,
Hævnerens Navn,
højt vil vi Helten hædre.
Odin.
Ved kun, at Sværdet
svinges skal;
Armen kun jeg aner.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
