Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Johan Ottosen: Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Litteratur.
561
faktive, sociale, positive*, udadvendte, aandrigt livlige, — medens
Germanerne er „kontemplative, deres Gemytsliv indadvendt", de er
tilbøjelige til „uvirksom Selvfordybelse og melankolsk Tungsind",
deres Væsens Inderste udtrykkes ved „Inderlighed", „Stemning",
.Andagt". Hyppig kommer Forf. tilbage til denne
Grundmodsætning mellem de to Racer; den er da ogsaa af mange Forfattere
betonet saa tit og i næsten de samme Ord, saa at man er nær
ved at synes, man bør føie sig overbevist. Dog vover jeg at sætte
et Spørgsmaalstegn ved hele denne Tale om den dybtliggende
Grundmodsætning mellem „latinsk" og „germansk" Aand. For det
første kommer man — saaledes gaar det ogsaa Vedel — i
Forlegenhed med Engelskmændene, der netop er et „aktivt, socialt,
positivt" Folk. De er unægtelig Germaner saa godt som nogen;
og indvender man, at de har stærk Indblanding af „keltisk" Blod,
saa kunde det være, at denne Blanding var fuldt saa stærk i
Sydtyskland — foruden at det vilde være alt for dristigt at udlede
Engelskmændenes aktive, sociale Egenskaber fra Irer og Skotter.
For det andet kommer min Tvivl af, at denne Opregning af de to
Gruppers Racemærker kun støtter sig til én bestemt Periode, der
ikke omfatter mere end et Par Slægtled. Jeg mindes, hvad Sars
gør opmærksom paa i sin norske Historie: hvis man skulde
bestemme de norske og danske Raceegenskaber efter Foreteelserne
fra det 18de Aarhundrede, da Holberg og Vessel er typiske paa
norsk Side, Brorson og Evald paa dansk, saa blev vi Danske det
patetiske, positivt følsomme Folk, Nordmændene derimod Lunets,
Viddets og Grinets. Nu til Dags vilde man vel paastaa lige det
modsatte. Jeg kommer endvidere i Tanker om en slaaende
Bemærkning af A. D. Jørgensen i hans Værk „Den nordiske Kirkes
Grundlæggelse". Der tales om, hvorledes Kristus af Grækerne
blev gjort til en Sofist, af Romerne til en Verdensstyrer og af
Germanerne til en Slags Hærkonge med Apostlene til Hirdmænd,
og om at mangfoldige Videnskabsmænd deri har villet se et
maaske ubevidst, men genialt Udtryk for disse Folkeslags
oprindeligste Væsen. Med Rette spørger A. D. Jørgensen, om Grækerne
mon ogsaa havde gjort Kristus til en Sofist, hvis de havde lært
Kristendommen at kende, da de endnu stod paa Udviklingstrinnet
fra Akilles’s og Trojafejdens Dage; nej, da var tilvisse den græske
Kristus kommen til at ligne den germanske. Det indadvendte, det
dybe er ganske vist ved Aar 1800 langt mere fremtrædende hos
Tyskerne end de modsatte Egenskaber; men holder det Stik til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
