Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - August - Jul. Lange: Et Udtryks Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
580
Et Udtryks Historie.
Del af Menneskesjælen er nemlig en skærmende Aand, som Gud
har givet enhver af os, og som „er i den øverste Del af vort
Legeme og hæver os fra Jorden til det beslægtede i Himlen —
som Planter, ikke af jordisk, men af himmelsk Oprindelse11 — og
dette udvikles saa videre med en spekulativ Dybsindighed, som vi
her ikke skal fordybe os i. Vi fremhæver kun, at dette Syn paa
Sagen allerede maa karakteriseres som rent spiritualistisk, eller
vel egentlig rettere romantisk, og at en saadan Betragtning dukker
op igen den ene Gang efter den anden i den senere Oldtid.
Ogsaa en saa rationel Aand som Aristoteles, der naturligvis ikke
savner Blik for den mekaniske og praktiske Betydning af den
oprejste Vækst, udtaler dog1), at den tilkommer Mennesket alene
blandt alle levende Væsener, fordi Menneskets Natur og
Væsen er guddommelige. Cicero, der i sit Skrift Otn
Gudernes Natur2) udvikler stoiske Lærdomme, taler først ligesom
Xenofon om Menneskets oprejste Vækst som en ypperlig Gave fra
Guderne; men Betydningen af den sætter han ikke som Xenofon
i det blot praktiske og nyttige: at man derved kan vogte sig for
Skade. Først og fremmest rejste Forsynet Mennesket fra Jorden
og gjorde dets Vækst høj og oprejst, for at det ved
Betragtning af Himlen kunde fatte Erkendelse om Guddommen.
Thi Mennesket er vel af Jorden, men ikke som dens Indbyggere
og Beboere, men som Betragtere af de højere og himmelske Ting
— dette er Menneskets Privilegium i Forhold til de andre Arter
af levende Væsener. Guddommen, siger han et andet Sted, gav
Mennesket en Legenisskikkelse, der svarer til dets Aand. Thi
medens den lod de øvrige levende Væsener lude nedover efter
Føden, rejste den alene Mennesket op og vakte det til Beskuelse
af Himlen som dets oprindelige Slægt og Bolig3).
Fra først til sidst har den antike Kunst en vis Forkærlighed
for den oprejste Holdning i Menneskeskikkelsen: den fremstiller
hellere Mennesket staaende frit paa sine Ben end liggende og
hvilende. Men Aanden i denne Holdning er ikke den samme
gennem hele Kunstens Udvikling. Oprindelig betyder den en vis
*) Skriftet De partibus animalium, IV, cap. X. — Adskillige af de her anførte
Forfattersteder har de Herrer Dr O. Siesbye og Prof. L. Heiberg fundet
og paapeget for mig.
*) De natura decorum, II, 56, 140. — Sign. De legibus I, 9, 26.
s) Omtrent i lignende Retning taler Sallust i Begyndelsen af .Catilina* og
Seneca: De otio V, 4.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
