Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - August - Jul. Lange: Et Udtryks Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
581 Et Udtryks Historie.
Sikkerhed og Stolthed, en Følelse af at være født til Sejr; senere
kommer der noget nyt ind i den, det himmelstræbende,
Tiltrækningen til det højere. Imidlertid kan ogsaa dette fortolkes som
Stolthed, som Følelse af Menneskets Adel og Forrang for den
øvrige Natur. Saaledes i de berømte Vers i Ovids
„Forvandlinger* (1, 83 ff.), der handler om, hvorledes Prometheus skabte
Mennesket: „Medens de øvrige Dyr luder forover med Blikket mod
Jorden, gav han Mennesket et opadvendt Aasyn og bød ham
at skue mod Himlen og løfte Blikket op mod Stjernerne*.
Her er dette opadvendte Aasyn og Blik (os sublime) endog
gjort til det egentlig menneskelige ved Mennesket.
Naar vi nu derefter betræder Kristendommens Grund og ser,
hvorledes Kirkens Fædre betragter Sagen, saa finder vi ikke noget
væsentlig nyt i Forhold til Platon, Cicero og Ovid: man lægger i
alt Fald kun mere og mere Accenten paa det himmelske i
Modsætning til det jordiske. Lactantius1) henviser selv til Ciceros
Betragtning og slutter sig til den. Mennesket er af alle levende
Væsener alene himmelsk og guddommeligt: dets Legeme, som er
rejst fra Jorden, og dets mod det høje vendte Blik søger tilbage
til sin Oprindelse. Ligesom med Ringeagt for Jordens Lavhed
stræber det mod det høje; følende, at det maa søge det højeste
Gode oventil, og ihukommende den Rang, hvortil Gud har hævet
det, skuer det opad mod sin Kunstner (Skaber). (Hertil slutter
sig et vistnok meget uvidenskabeligt Forsøg paa at aflede det
græske Ord for Menneske (Anthropos) af Ord, som skal betyde
»den med Aasynet opadskuende").
Og Middelalderens store Helgen Bernhard af Clairvaux, den
glødende Prædikant, som fremfor nogen anden har givet det 18te
Aarhundredes religiøse Liv dets Præg, forsmaar ikke i en
Festprædiken2) at anføre den hedenske Ovid: „Gud skabte Mennesket
oprejst endog til Legemet, medens Jordens øvrige levende Væsener
luder foroven og ser mod Jorden, for at det ved at løfte Blikket
mod Stjernerne kan sende sit Suk didop, hvor det skuer en saa
lyksalig og evig Bolig for sig." I de sidste Ord gaar den kristne
Prædikant vel noget videre end Ovid, men — som vi har set
— ikke videre end andre antike og hedenske Forfattere.
*) Div. instit. Lib. II, cap. IX. — Sign. Clemens Alex. Stromata IV, 25;
Ambrosius, Hexaémeron VI, 9, 54.
’) S. Bernard i abbatis primi Claravallensis opp. vol. I (Paris 1719) p. 545.
Tilskueren. 1866. 40
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
