Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - August - Amalie Skram: „Memento mori“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Memento mori".
Saa, nu er han borte, og hun gaar der i et tærende Savns,
en sugende Længsels Smerte.
Hun, som havde tænkt, at det skulde blive godt at være ene.
Saa kunde hun være flittig, stoppe Gardiner, efterse Linnedet,
indhente alt det, hun i denne Pinens Tid havde forsømt. Og saa
viser det sig nu igen, at alt det, hun evner, er og blir: at tænke
paa ham. —
Hvert et Møbel i Stuerne vender som en Knivsod mod
hendes Hjerte: Der stod han den Gang og den Gang — der gjorde
han det og det. —
Hun kommer ind i hans Værelse med Skrivebordet og den
tomme Stol og den øde Sofa. og det er, som hendes Indre
forbløder. Hun tager sig til Hjertet, og snapper efter Vejret, og søger
at klargøre sig, hvad det ligner, det hun føler. —
Men hun finder ingen Lignelse, kender bare, at det rinder
og rinder som en sagte Strøm mellem aabne, onde Saar.
Aa, hvor hun dog elsker det Menneske! Hun lægger sig
næsegrus i den øde Sofa og græder.
Græder og græder, som den græder, for hvem der ikke
mere findes noget Haab.
Det er forbi! Forbi — forbi.
Og intet i Verden kan erstatte hende Tabet af ham. Om
hun fik Hæder og Berømmelse, Gods og Guid — om Verdens
bedste Mand bød hende sin Kærlighed — hun vilde vende sig
bort, lægge sig næsegrus i den øde Sofa, hans Sofa og blive ved
med at græde. —
Og naar hun havde grædt ud alle sine Taarer, naar hendes
Indre var blevet tørt og tomt, saa vilde hun tage sin Broder i
Haanden og sammen med ham vandre ud i Ørkenen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
