Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - August - Niels Møller: Edgar Poe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Edgar Poe.
605
regnelig og romantisk", tillod sig øjensynlig’ for store Friheder.
I Byen Lowell traf han en Familie, som viste ham stort Venskab
i hans sidste Tid. Der forelskede han sig i Husets Frue, hende
han kalder Annie. Af alle hans Forelskelser var denne vistnok
den dybeste og vildeste. Med disse Venner kom han ogsaa’ en
Tid i Ulave; en Fru Locke, der havde hjulpet ham i 1847, satte
ondt for ham; det blev til Klynk og Klage og Fruentimmervrøvl,
inden der atter kom Forsoning.
Mindst tiltalende er dog hans Bejlen til Helen Whitman
og Elmira Shelton. I det første Forhold var der paa begge Sider
en løjeriig Blanding af Overspændthed og Beregning eller
Forsigtighed. Hans Breve til hende er en ødelagt Mands hysteriske
Patos og slatne Sentimentalitet. Han skriver etsteds til hende:
ÄDa vi gik paa Kirkegaarden, sagde jeg til dig, mens de bitre,
bitre Taarer sprang ud af mine Øjne: Helen! jeg elsker nu —
nu — for første og eneste Gang!" Det var ikke synderlig
hensynsfuldt mod den døde Virginia; men det var heller ikke sandt.
Han havde forelsket sig i hende paa den vante Maade, ved at
høre om hendes Excentricitet og Sorger. Men han følte ingen
virkelig Kærlighed til Damen — der ikke var den unge, smukke
Enke, hun gøres til; hun var 45 Aar. Poe var saa ivrig efter at
blive gift med hende, dels fordi han overhovedet vilde giftes, og
dels fordi han vilde ud af sin Fattigdom. Da Forlovelsen gik
overstyr, var han ganske glad; han gav sit Hjerte Luft i nogle
mindre nette Bemærkninger om litterære Damer, der var en
hjerteløs, unaturlig, giftig, uhæderlig Samling Mennesker. Han
skal aldrig siden have nævnet hende. Hun fortjente en bedre
Omtale af ham; der var ingen, som efter hans Død forsvarede
ham mere varmt og utrætteligt end hun. Fru Whitman var foruden
Digterinde ogsaa Spiritist og dygtig overspændt. Hun sværmede
for „Ravnens* Forfatter og vilde gerne have ægtet ham; men en
praktisk og velbegrundet Frygt for hans Uvaner fik hende til at
betænke sig. Han lovede hende højt og helligt at ville være
afholdende, brød snart efter sit Løfte, angrede og kaldte hende sin
frelsende Engel, drak igen, og hun indsaa omsider, at der var
ingen Forbedring at vente. Saa trak hun sig tilbage.
Poes Frieri til Fru Shelton var aabenbart ren Beregning.
Hun var ældre end han, hverken tækkelig eller dannet, men hun
havde Penge. Hans Ungdomsforelskelse til hende har nok været
saa grundig brændt ud, at den ikke er Omtale værd. Et Brev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
