Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - September - Carl Bruun: Roms Indtagelse for 25 Aar siden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
664 Roms Indtagelse for 25 Aar siden. 658
serede med Italienerne; thi hver Gang et Skud var faldet, og der
saaledes var et Øjebliks Pusterum til det næste, saa man dem
springe frem i Gaden og vifte med en Klud til Fjenden udenfor
— for derpaa straks efter at springe tilbage bag det skærmende
Hjørne. Det var en farlig Leg, og flere blev da ogsaa saarede
af Granatstumper og Glassplinter. Vi fandt det klogest at trække
os tilbage og søgte atter op paa Taget i Via di San Nicolo
di Tolentino, vort gamle Hovedkvarter og Udsigtspost.
Klokken var imidlertid bleven ti om Formiddagen, Kampen
havde varet i fem Timer; Skydningen vedvarede uatbrudt og
syntes kun at vokse i Styrke. Med et standsede Kanonaden, og
man hørte kun en heftig Geværild — Indledningen til Stormen
paa den femten Favne brede Bresche, der var bleven aabnet i
Muren ved Siden af Porta Pia. Vi lyttede alle i Spænding, thi
det var absolut umuligt at se noget af det, der foregik i ringe
Afstand fra os under Murene. Da hørtes der pludselig et fjernt
tusindstemmigt Skrig langt borte paa den anden Side af Tiberen,
et æggende, højrøstet, uartikuleret Raab fra Tusinder og atter
Tusinder af Struber, en forvirret stigende Lydbølge, som med
overnaturlig Hurtighed kom rullende over mod os, forplantede
sig gennem Staden, rev ny Stemmer med sig og optog dem i
sig, saaledes at vi til sidst troede at befinde os i en vild Brænding
af Menneskerøster, hvis Larm steg op mod Himlen og overdøvede
alt andet. Vi saa forbavsede og grebne af Sindsbevægelse paa
hverandre, indtil en Italiener raabte: Ecco il revoluzione! Som
om Fortryllelsen var bleven brudt ved disse Ord, ilede vi
hovedkulds ned af de mange Trapper, tumlende over hverandre, halv
aandeløse. Ingen af os overvejede, hvad vi egentlig vilde paa
Gaden, hvis der virkelig var udbrudt Revolution — kun ud mellem
Menneskene, ned til dem, for at erfare det vidunderlige, der
var sket!
Det vidunderlige stod at læse paa alles Ansigter og lød
fra alles Munde — det hvide Flag var blevet stukket ud fra
Peterskirkens Lanterne; Rom havde kapituleret. Netop i samme
Øjeblik som en Bataillon Bersaglieri havde besteget Breschen ved
Porta Pia og var trængt ind i Villa Buonapartes Have med væbnet
Haand, var Vaabnene blevne nedlagte, og Byen havde overgivet
sig. Umaadelige Menneskemasser bølgede i Gaderne, de hidtil
tilbagetrængte Følelser flk pludselig frit Løb, Luften genlød af
Leveraab for Italien, ja Husene — endog Husene var som ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
