Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - September - Jul. Lange: Et Udtryks Historie. (Sluttet)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et Udtryks Historie.
699
hundrede1). Man svælgede i Rubens’s og Berninis Tidsalder i
denne Art af Sværmerier: den nyere polemiske Katolicisme, i
hvilken Jesuiterordenen gav Tonen an, fremelskede disse idelige
Henvendelser til Himlen, disse Beruselser i Følelsen, snart i Alvor
og glødende Andagt, snart i veg og kvindagtig Sentimentalitet.
Og i det 17de Aarhundrede var Nederlænderne — ligesom
Spanierne — kunstnerisk forude for Italienerne.
I ethvert Galleri, hvor Rubens er rigere repræsenteret,
kan man plukke nogle af de himmelske Roser, som han har
plantet. I Berlin ser man f. Eks. hans hellige Cæcilie siddende
ved sit Orgel; hun er tyk og fed som alle Rubensske Kvinder;
men Sværmeriet tærer alligevel som en hemmelig Orm paa hendes
Indre, og der er hektiske Blus paa hendes Kinder, idet hun lader
det blanke, glasagtige Blik sværme opad gennem alle syv Himle,
som om hun hilste smilende paa Englene deroppe. Sundere og
skønnere er en hedensk Kvindeskikkelse i samme Galleri:
Andromeda, som staar nøgen, lænket til Klippen, hvor hun længe
har været ængstet af Rædsler, men nu ser opad efter Befrielsen
med det yndigste Udtryk af frisk Haab i de taareglinsende Øjne.
Men er det ikke forunderligt, at Rubens har malet denne hedenske
Skønhed langt mere gennemstraalet af Haabets Udtryk end den
kristne Martyr Sebastian, som staar bundet til Træet og lider
Døden for de romerske Soldaters Pile! Kan vi tro vore Øjne?
Her træffer vi paa kristelig Grund noget af hin mørke Anklage
mod de himmelske Magter, som i Skulpturer og Malerier fra den
senere antike Tid — nærmest ledes Tanken hen paa det saakaldte
»Døende-Alexander*-Hoved i Florens, som ovenfor er omtalt, og
*) Hvad hin Tidsalders største Digter, den ogsaa i senere Tider saa forgudede
Shakespeare — der dog undertiden virkelig havde mere af Ord,
stemningsfulde og kulørte Ord, end af Mening og virkeligt Syn paa Livet —
kan afstedkomme paa dette Omraade, kan ses af „Et Vinter æventyr"
(Lembckes Overs. S. 275): „Hvilken ædel Strid mellem Glæde og
Sorg stred ikke Paulina! Hendes ene Øje sank mod Jorden ved
Tanken om hendes Mand, det andet hævede sig mod Himlen,
fordi Oraklet var fuldbyrdet" — Tableau!!! — Det bemærkes, at
Udtrykket hos Shakespeare ikke, som et lignende etsteds hos Dickens,
skal være spøgefuldt ment: det er sagt i ramme Alvor. Om det der,
hvor det staar, hidrører fra en forvansket Tekst, kan jeg ingen Mening
have om; men for Resten er jo hele Stykket et (genialt) Makværk.
48*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
