Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oktober - R. Besthorn: Napoleon III’s Triplealliance
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Napoleon III’s Triplealliance.
743
føre vore Rustninger, uden værgeløse at udsætte os
for et fjendtligt Angreb."
Sybel har allerede i sin Fremstilling af disse Begivenheder
i „Die Begründung des deutschen Reiches" anslaaet en meget
hadefuld Tone mod Hertugen af Gramont og gjort gældende, at
Beust i sit Brev af 20de Juli til Fyrst Metternich tydelig nok
havde erklæret, at Østerrig kun ad diplomatisk Vej kunde støtte
Frankrig mod Preussen. I sin Afhandling i „Die Zukunft" for
6te April 1895 er Sybel naaet til at tale om, at Gramont har sat
sin „Lügekunst" et glimrende Mindesmærke ved at anføre Beusts
Brev som Bevis for, at han havde Grund til at vente væbnet
Hjælp fra Østerrig. Hertugen af Gramonts Fremstilling af hin
Tids Begivenheder er ganske vist ingenlunde fuldt paalidelig. Men
kan man egentlig bebrejde Hertugen, at han i sit Forsøg paa, saa
vidt muligt, at retfærdiggøre sin Optræden over for det tunge
Ansvar, der hvilede paa ham for en Katastrofe, som styrtede hans
Fædreland i Ulykke, saa mere optimistisk paa den østerrigske
Rigskanslers Løfter, end en Historiker, der 25 Aar efter hine
Begivenheder fældede sin Dom ved sit Skrivebord? Hertugen af
Gramont var visselig heller ikke nogen fremragende dygtig
Udenrigsminister. Han vilde kunne anføre til sin Undskyldning, at han
som Gesandt i Wien systematisk var bleven holdt i Uvidenhed
oni Allianceforhandlingerne, og at han kun i kort Tid havde været
Udenrigsminister, da Katastrofen i 1870 indtraadte. Men han kan
lige saa lidt som Kejser Napoleon frikendes for at have vist
Letsindighed og Mangel paa Energi ved først efter Krigserklæringen
at forny Underhandlingerne om Triplealliancens Afslutning. Victor
Emanuel og fremfor alle Beust begik en stor politisk Fejl ved ikke
straks og bestemt at tiltræde Koalitionen mod Preussen, men Beusts
Forsøg paa at udsætte at tage en afgørende Beslutning var
forklarlig, og Gramont burde fra Wien have kendl sin Beust og
handlet derefter. Men i Hovedsagen er det dog Gramont, ikke
Sybel, der har Ret. Skulde der være nogen Mening i Beusts
Skrivelse af 20de Juli til Metternich, kunde det dog kun være
den, at Østerrig vilde have Tid til at fuldføre sine Rustninger, før
det greb ind i Kampen. Fyrst Metternich, paa hvis Ord Gramont
dog ifølge Fyrstens Stilling som Østerrigs Repræsentant i Paris
maatte have Ret til at lægge Vægt, forklarede desuden, som Sybel
selv siger (i „Die Zukunft" pag. 11), over for den franske
Udenrigsminister Østerrigs Neutraütetsbeslutning saaledes: „Det er ganske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
