Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oktober - Sven Lange: Nutidstyper fra det litterære Paris. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
762
Nutidstyper fra ilet litterære Paris. 762
Og saaledes saa han derpaa, da han skrev sine to sidste
og — i kunstnerisk Henseende — betydeligste Arbejder:
Enakteren La navette, og treakts Skuespillet: La Parisienne. Den
lille Situation: „Les honnétes femmes", der blev skreven som et
Slags Pendant til „La navette", er uden Betydning og forbigaas her.
Først fremstaar „La navette", en Spotters og en sørgmodigs
Værk, der har Udseende af at være skabt i en lykkelig
Inspiration, med en umiddelbar dramatisk Genialitet, der kunde være
Moliére værdig. Omkring Antonia som Centrum, — Kvinden,
det smukke og bi-utale Hundyr — svinger tre Mænd i en naragtig
og regelbunden Runddans, et perpetuum mobile, holdt oppe og
reguleret ved den Kraft, der udgaar fra hendes rolige, instinktive
Overlegenhed. Alt føjer sig saa vel ind i hinanden i dette
fortryllende Kunstværk; Personerne skildres med dybe og flygtige
Træk, Ordene er saa klare og dansende lette, Optrinenes Følge
og snelle Bevægelse uden Lyde: Den hele lille Maskine drejer og
drejer, villigt, yndefuldt, uden mindste Besvær. Og bag den
ses Mesterens alvorlige og skælmske Smil.
I „La Parisienne" behandles egentlig det samme Emne;
men dette Arbejdes kunstneriske Værdi ligger paa andre Punkter.
Det er mindre fuldstøbt end det foregaaende, men Stofifet er
uddybet, og i Titelfiguren ejer det et Menneske, der lever i den
Grad intenst, at de allerfleste Skikkelser i den moderne
dramatiske Litteratur synes stive og sammentømrede ved Siden
af hende.
Det er en forelsket og skinsyg Mand, der har givet denne
Kvinde Liv. Hvert Træk hos hende er følt af Elskerens nervøse
og ømfindtlige Skarpsynethed, gengivet med den fortrylledes
ømme Tilbedelse og den bedragne Mands dybe Haan; men
Helheden støbtes af den fødte Kunstners fri og diskrete Overlegenhed.
Her er ikke én falsk Note, ikke én banal Betoning; her er Tusind
af de Illogismer, der uvilkaarligt] og logisk udspringer af den
indre faste Sammenhæng, og som mest af alt giver Skikkelsen
Liv. Den bliver en Type, fordi den ikke er skabt til at være
det; den træder os i Møde, kendt og særegen, mangfoldig og
enkel, streng i sine Linier og med den bøjeligste Ynde.
Ja, hvor er hun ikke henrivende, Clotilde du Mesnil,
Pariserinden, — til Trods for den farlige Situation, hun for
Tiden er i, og som i enkelte Øjeblikke sætter vor Sympati
paa Prøve.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
