Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oktober - H. Kaarsberg: Sidse Peer Grovsmeds
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sidse Peer Grovsmeds.
767
Men om Aftenen, naar Arbejdet og Slidet var endt, saa
lignede Sidse bare et Kvindemenneske. Det vidste de unge Karle.
Og det fejlede ikke, at Sidse i de Aar jo havde været Kæreste
med en hel Del af de bedste blandt dem. Naar en har Valget, tager
en helst det bedste. Sidse havde Valget.
Men den sidste af dem, hun valgte, var Peer Grovsmed.
Han blev hendes Livs store Kærlighed.
Peer var en køn, kraftig Mand, 40 Aar, god Forretning i
Landsbyen, Kone og to Smaabørn i Hjemmet. Men, — hver har
nu sit at slæbe paa gennem Livet; ogsaa en Grovsmed. Og
Peers store, utaalelige Byrde var hans egen Kone.
^Da jeg tog Ki’sten," sagde den besindige Mand en
Foraars-aften til Sidse — de stod hver paa sin Side af Havestakittet og
talte fortroligt sammen, ganske sagte, — „da jeg tog hende, Sidse,
var hun en Engel ... saadan no’et blødt, hvidfødt no’et, som en
lille Guds Engleonge, forstaar du. Og, da jeg fø’st havde faaet
hende, — saad’n rigtig, — ja, se saa var hun et — et
forskrækkelig vanskeligt Fruentimmer aa ha’. Men-n, da hun havde
faaet Børnene, — saad’n etterhånds, som hun fik dom, — saa
blev hun mer og mere edderspændt. Og til sidst, Sidse, var hun
som nu!... Se, nu har jeg da’tte mit blivendes Sted, uden som
i Smedjen, ... og Børnene ikke heller, ikke; for paa Kroen vil
jeg ikke: Jeg fornemmer paa mig selv, at, kommer jeg fø’st der,
saa gaar jeg a’ Helvede til! . . Og hun skal ikke faa den Magt
over mig: Ded ska’ hun li’egodt blive for klein til!* — Han
knugede Hænderne fast om Stakitværket og spyttede langt hen
for sig.
„Herre Gud, Peer!4* hviskede Sidse, hun stod saa stiv som
en Pind hinsides Stakittet med Hænderne gemte under Sjalet. —
Saa stod de begge to og grundede en Tid lang. —
„Ja — for Saten!" brød det pludselig frem af Smedens
skæggede Mund. Det kom over de dirrende Læber med en Lyd, saa
forpint i Klangen, saa svanger med indeklemt Graad og indestængt
Forbandelse, og dog saa forsigtig dæmpet, at Sidse blev helt
uhyggelig til Mode. .
„Godnat Sidse!" mælede da Smeden med sin sædvanlige
Stemme og strakte Haanden ud imod hende.
„Godnat Smed!" svarede hun og skyndte sig afsted.
Næste Gang, Peer og Sidse mødtes, blev Samtalen meget
længere. Og Sidse var ikke bange mere — tværtimod. Hun
53*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
