Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oktober - H. Kaarsberg: Sidse Peer Grovsmeds
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sidse Peer Grovsmeds.
769
gammel Vin og Klejner. Hun bænkede Præsten jævnsides „sin
kære Peer", skænkede i Glassene og snakkede op med sin
allersødeste Stemme og sit allerkæreste Ansigt om „Hjemmets Fred*
og »Guds Fred" og hendes daglige Slid, der rent tog Humøret
fra hende, saa hun undertiden nok kunde være „tungsindig paa
Peer". Men, „der var da Skyld paa begge Sider: Peer var
virkelig næsten altid gnaven og — og–
Langt om længe gik Præsten da sin Vej. Han sagde jo
først et Par fornuftige Ord om Fred og Hygge; men han var dog
glad, da han slåp udenfor. For Smedekonen havde snakket hele
Tiden, og det var saa bravt og saa rart alt det, hun fortalte;
men Peer havde næsten ikke mælet et Ord; han mente, at
Præsten var vel Mand for at hitte Rede i Tingene selv.
Men det var knap nok, at han var det. Thi nok havde
han i sin Tid hørt og set mange Rappenskralder, baade fine og
grove, men — saadan en Skallekværn til at male Løgn og sandt
mellem hinanden, saadan en hykleragtig Sødedyppe, som Kirsten,
det havde han dog aldrig truffet før.
Men knebent var Præsten — han var ellers en meget
herlig Mand — sluppen udenfor, før Kirsten fik Dampen op igen:
„Naa, saa det er dig, dit sorte Skab! som gaar og genner
Præsten paa mig?!" hvæsede den arrige Kone ganske dæmpet,
mellem Tænderne — hun kunde endnu høre Præsten trampe i
Sneen udenfor. „Naa, saa det er paa den Façon, vi ska’ ha’
det!" vedblev hun, højere og højere .... Og, da Præsten
drejede af langt nede ved Kirkevænget, skreg hun Ordene ud saa
hurtige og høje, at Smaabørnene inde i Sengen gav sig til at
græde, og Kanariefuglen oppe under Loftsbjælken gav sig til at
synge: den troede, der var kommet Foraar i Landet, og Moppen
for ud under Kakkelovnen og faldt i med at gø, saa den knebent
kunde staa paa Benene af Ivrighedens Bagslag, og, som alle
andre Køtere, gøede den af den, der blev skældt mest ud.
„Ne’, sikken en durkdreven Klør, han er! Sikken en —
Pæ-æ-æer!" galede hun med en Latter, der var baade tvungen
og fæl. „Sikke han dog ka’ gaa paa Hosesokker med sine
Eldefantere-Kløer! — hva’ — lille, kære Pæer!" vrængede hun.
„Saa sidder han der, — dette svedendes, overmøjede Trævl! —
og ruller me’ Tommeltotterne og la’r, som han ingen Steder ha’de
hjemme! — bare for at bilde Præst og Folk ind, at han har det
saa haardt, han!–Aa, Herre Gud, for et Skind, han er!"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
