Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oktober - H. Kaarsberg: Sidse Peer Grovsmeds
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sidse Peer Grovsmeds.
775
da Folk skifter Piger ...... Ja, nu byder jeg dig da Farvel,
Peer."
Der blev ganske stille i den lille Stue. Peer stod støttet
med Knoerne paa Bordpladen og stirrede frem for sig. Kvinden
saa forbi ham, gennem Vinduet og langt ud ad Vejen. Der var
ganske stille. Det gamle Vækkeurs Tik-Tak og Kanariefuglens
Fald fra Pind til Pind lød som stærke og sørgelige Lyd i Peers
og Kirstens Øren.
Det var Peer, der brød Tavsheden. Han løftede Hovedet
og saa fast paa Konen:
„Det er det — med Sidse?" mælede han endelig.
„Det er det med Sidse, der har lukket Øjnene op paa mig,"
svarede hun besindig. „For jeg kan skønne, at, naar et
Mandfolk med dit Sindelag og med din — din Skabelon til godt og
ondt, naar saadan en handler som du, saa har han først døjet
niere Uret selv, end som han ku’ taale. Men — vi er’ jo ikke
sat sammen, for at vi skal forurette hinanden. Og derfor er det
nu bedst, at vi gaar hver sin Vej."
Der blev igen en Pavse. Saa sagde Peer:
„Det stod ingen Steder skrevet om dig, Kirsten, da du var
min Kæreste, at du skulde blive, som du blev, da du blev Kone:
Til de fleste Tider var det skidt mellem os, som du ved og —
og antager. Men, siden at du flk Orden paa dig, siden — har
jeg ikke søgt etter Sidse. Det kan jeg svære som en ærlig
Mand."
„Ja, nu kommer Hans Olsen nede paa Vejen med
Køretøjet," sagde Kirsten med tilsyneladende Kulde og strakte .Hals
for at se efter Vognen. „Jeg har lejet ham til at age mig til
Moster i Sokkeløse. — Nu vil jeg da bare — paa det yderste —
bede dig, Peer, at du vil være god mod de smaa..."
Smeden kastede et stjaalent Blik ud ad Vinduet. Jo, ganske
rigtigt. Der kom Hans Olsen, Hønsekræmmeren, med den gamle
skimlede.
„Ki’sten," sagde han med lav Stemme og tog et langt
Skridt frem imod hende, „’Fald du vil blive og være, som du har
været paa det sidste, saa kan jeg love dig, at du skal aldrig faa
Aarsag til at — til at ærgre dig .... Ta’ nu og ræk mig din
Haand, Kone!"
De to Mennesker var komne ganske nær til hinanden.
Han tog hendes Haand med den sorte Fingervante, og hun lod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
