Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oktober - P. Munch: Kristian VIII og Nordslesvig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
810
Kristian VIII og Nordslesvig. 810
Det kan næppe omtvistes, at Kongens endelige Maal var det
samme mellem 1842 og 46 som før og efter, men netop fordi
dette Maal var det rent neutrale: Bevarelsen af det bestaaende med
Kongen hævet over Partierne, kom for de to Nationer alt an paa
Midlerne; og de var grundforskellige i disse forskellige Perioder.
Og vanskeligt vil det ogsaa kunne hævdes, at Kongen i
disse fire Aar har behandlet Nordslesvigernes Førere paa en
velvillig eller blot rimelig Maade. Noget forbavses man her over
at se, i hvilken Grad A. D. Jørgensen tager Parti for Kongen. I
Hovedsagen kan der vel intet siges til hans almindelige Skildring
af Nordslesvigernes Førere1), men i de enkelte Tilfælde, hvor de
stod mod Kongen, synes hans Dom over dem unægtelig lidet
billig. Især gælder dette Hjort Lorenzens og Kongens Forhold
efter Novbr. 1842, da Hjort Lorenzen i Stænderforsamlingen havde
talt Dansk. Efter at have lavet et Utal af Udkast, som viser en
fuldstændig Usikkerhed, udstedte Kongen Reskriptet af 2. Decbr.
1842, hvori han udtalte sin Misfornøjelse med Lorenzens Optræden,
men dog i uklare Ord gav ham Ret til at tale Dansk, medens
han i et Privatbrev forklarede Kommissarius, at dette var
Meningen, saa at denne ikke kunde følge sit Ønske at holde sig til
den modsatte Fortolkning. Før næste Stænderforsamling kom
imidlertid Reskriptet af 29. Marts 1844. Reelt tillod det første
Lorenzen at tale Dansk, reelt udelukkede det andet ham fra
Stænderne. Om Kongens Uklarhed har været saa stor, at han
ikke forstod dette, eller han 1844 har ment, at man trængte til
noget „ostensibelt" i tysk Retning, er mindre vigtigt. A. D. Jørgensen
mener det første. Han siger i Foredraget om Kongen: „Patentets
Ord forstod han saaledes, at Hjort Lorenzen med Rette kunde
blive ved at tale Dansk, da det kom an paa enhvers eget Skøn,
hvilke Fordringer han vilde stille til sig selv og sit Sprog"2). Jeg
formoder, at det, han her gengiver, er følgende Ord af Pastor
Schølers Brev: „Kongen ytrede, at det var hans udtrykkelige
Mening, at det skulde staa enhver Stænderdeputeret frit for at
benytte sig af hvilket Sprog han vilde og erklærede, at de
nordslesvigske Deputerede vilde faa et bejaende Svar paa en
Forespørgsel desangaaende. Stemann derimod mente, at et saadant
Svar ikke vilde blive givet, men at det jo stod enhver Stænder-
*) Sønderjydske Aarbøger 1895, 1—2. Hæfte, 8. 130—31.
*) Sønderjydske Aarbøger 1894, 4 Hæfte, S. 264.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
