Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - Harald Høffding: Nationalitet og Kultur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
821 Nationalitet og Kultur.
saavel som personlige. Barbaren tramper paa det fremmede, som
han ikke forstaar og ikke bryder sig om at forstaa1). Kulturen
giver en Interesse for, hvorledes Tingene ser ud indeni, og en
Trang til at naa indenfor den fremmede Skal. For den sande
Kultur staar en Nationalitet inden for Menneskeheden ligesom en
Personlighed inden for det enkelte Folk. Livet bliver des rigere,
jo flere Forskelligheder i harmonisk Vekselvirkning det frembyder.
Kulturen fordrer blot, at der er Energi til Stede til paa
ejendommelig Maade at tage de ny Opgaver op. Det er en ny Form
for den stadige Kamp for Tilværelsen.
Der er intet i Vejen for, at Udviklingen for Fremtiden paa
én Gang kan gaa i Retning af Koncentration af de nationale
Eksistenser og i Retning af stigende Universalisme. Det viser sig
allerede faktisk at være Tilfældet. Thi Nationalitetsprincipet er,
som vi har set, et forholdsvis nyt Princip og en Følge af
fremskridende Kultur. Og ny er paa den anden Side ogsaa den
livlige Vekselvirkning mellem Nationerne. De to Tendenser, den
nationale og den universelle, behøver gensidigt hinanden for at
fremtræde paa en sund Maade.
Karakteristisk nok var det Rousseau, der først paastod, at
der er en Modsætning til Stede mellem Nationalitet og Kultur, —
og han tog Parti for Nationaliteten mod Kulturen. Han bebrejdede
Kulturen, særligt den intellektuelle og den æstetiske, at den
udryddede Patriotismen. Men ved de nærmere Forklaringer, han gav
af sine Paradokser, kom han til at vise, at Sagen ogsaa har
en anden Side. Han anerkender nemlig Kunst og Videnskab,
hvor de er ægte, selvstændige og selvvundne Udtryk for
Menneskenes egen virkelige Kraft. Herhen peger hans Udtalelser om
den græske Kunst, særligt det græske Drama, til Dels ogsaa om
1) Eugen Duh rin g mener i sit nyeste Værk (Wirklichkeitsphilosophie.
Berlin 1895. p. 190), at „den tyske Nation, i det mindste i sine bedre og
afgørende aandelige Ytringer nogenlunde og mere end andre Folk har
vidst at vogte sig for letfærdig og dristig Overvurdering af sig selv." Om
Tysklands Nabofolk vil indrømme dette, er vel et stort Spørgsmaal.
Og Dühring føjer da ogsaa til: „I øvrigt har ogsaa, fra den Bismarckske
Æras Begyndelse af, alle Slags tysk chauvinistiske Elementer sørget for,
at der ikke mangler Fristelser til at overbyde forskellige andre Folks
dristige Anmasselser. De Brutaltyske eller Tyskbrutale kan jeg
naturligvis ikke mene, naar og hvor jeg taler om gode Egenskaber hos
Nationen."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
