Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - Karl Gjellerup: St. Antonius’ Fiskeprædiken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
St. Antonius* Fiskeprædiken. 239
lig Elefantens Pansertaarn
en formidabel Pyramide.
Havdjævlen, hæslig og uvorn,
skulede vredt og vilde bide
omkring sig, rasende, fordi
man havde fra det Dynd, hvori
den lurede paa Havsens Bund,
lokket den op her, hvor der kun
var klart Vand — ej for dens Bestik —
og saa en Mand, hvis milde Blik
fasttryllede dens frygtelige
tandhvasse Gab med Fangeflige,
der som et Ormebundt sig snoede
— et Skæg sorn et Medusahaar.
Ved Siden af den vildt sig kroede
det mønjerøde Drageho’de
med Hængelapper, Kam og Horn,
mens truende som en, der spaar
dem ondt, der træder den for nær,
Rygfinnens giftige lange Torn
den rejste. I det hele taget
var denne Gruppe Smaafolk plaget
af Nykker og desuden mer
eller mindre af en saare knubbet
ja umedgørlig Karakter,
saa at de sikkert helst var sluppet
for Præstens fromme Ord at høre
— men det lod sig nu ikke gøre.
Der var en Gruppe modsat den
— der hørte Kæmperokken hen —,
en Klub, hvor man sig ikke morer,
af tavse, stolte Matadorer,
som alle maalte deres femten
til tyve Fod; med Værdighed
de strakte sig og paa dem bed
ej bidske Ord ej heller Skemlen,
det saa man allerede, førend
hver enkelt af dem fik bebudet
sit Tænkesæt. Der laa nu Støren,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
