Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - Karl Gjellerup: St. Antonius’ Fiskeprædiken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
St. Antonius* Fiskeprædiken. 248
Hvorfor det er i Sandhed kun
vor egen Røst af Hjertens Grund,
naar tillidsfuldt i Lyst og Ve
vi sige fromt: „Guds Vilje ske!"
Et Øjeblik han standsed her —
ej for at øge den Effekt,
hvorpaa en Taler lægger Vægt,
og heller ikke for sit Vejr
at trække — det var overflødigt —
men mer og mer tildrog sig hans
Opmærksomhed den store Haj,
der ved at vifte med sin Svans
— som om den logrede ærbødigt —
var kommen alt ham ganske nær
(sin Plads veg jo for den enhver)
tiltrukken aabenbart magnetisk
af ham, der talte saa profetisk,
og laa og lyttede med sær
Andægtighed: — af fromt Begær
den ligesom var halvvejs daanet,
og laa paa Siden som et Vrag
— helt overvældet. For en Dag
kom nu dens Bug, der hvidlig blaaned,
hvori dens Mund stod halvvejs aaben
som i en salig mystisk Maaben
(kan hænde ogsaa netop stemt
til kraftig Hallelüja-Raaben)
og viste af sin stærke Vaaben-
Besætning et Par tusind Tænder;
mens med det ene Øje klemt
lidt sammen — ret som naar en Kender
et gammelt Kunstværk ta’r i Skøn —
over sin brede Snude hen
den skuled til vor fromme Ven.
Og denne folded sine Hænder
og bad en stille Takkebøn
til Gud, som havde aabenbaret
sin Magt og underfuldt opklaret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
