Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - Karl Gjellerup: St. Antonius’ Fiskeprædiken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
844 St. Antonius* Fiskeprædiken. 249
endog de dorske Havdyrs Sans
og Sind, saa den, der af dem alle
var vildest — Menneskeæderen,
som bange Søfolk kalde den —
det værste Bæst til Lands og Vands,
var øjensynlig ved at falde
hen i Beskuelse, i trance
som Engelskmanden vilde sige,
og fik ved hellig Suggestion
et mystisk Glimt af Religion.
Nu tænkte midlertid vor Haj:
„Naar bare nu den Guds Mand vilde
et Skridt gaa frem — et ganske lille
med venstre Fod, saa kunde jeg
bekvemt ham snappe og fortære.
En Synd kan det jo ikke være:
for, hvis han gør det, maa man se
deri Guds Vilje — den bør ske!
Saa faar jeg ligge og se til,
Forsynets Vink jeg lyde vil."
Dog ak! den Mand saa stille stod,
som var han fast til Stenen groet.
Kun Armene bevæged han
med Kraft i Foredragets Iver,
alt mens han præ’ked om, hvordan
den Gud, hvis Skabervilje alt
fra intet har til Live kaldt,
nu ogsaa af sin Visdom giver
Velsignelse til Livets Vækst.
Han lagde herlig ud den Tekst,
at ingen Spurv til Jorden faldt
uden Guds Vilje, og i Nettet
(som af sit eget Køkkensalt
„for Lejligheden* han supplered)
ej mindste Hundestejle spjætted
uden Guds Vidende og Raad.
Alt var helt viselig indrettet;
selv Bugens mindste Skæl er talt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
