Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - Edv. Lehmann: Thomas Carlyle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
854
Thomas Carlyle.
Indlæg, ja ofte uden at lade sin Tale afbryde af dem. —
Overhovedet lod han sig ikke belære uden om det, han fra først af
var anlagt paa at erkende. Derfor blev han saa tidlig færdig
med sin Udvikling. Efter at han var kommet til Mands Modenhedr
skete der alt for faa Nydannelser i ham, og Resten af hans lange
Levetids Arbejde blev kun Udfoldelsen af Ungdommens Spirer.
„Der Mann der Gründlichkeit wird zuletzt nur der Sophist seines
Jugendwahns", siger Kant etsteds; det mismodige Ord passer kun
alt for godt paa Carlyle-
Den betydeligste Side af Carlyles intellektuelle Liv var hans
ejendommelige Evne til i sin Fantasi at bearbejde og udfolde et
givet Forestillingsindhold. Han forstod i vidunderlig Grad at danne
sig en Anskuelse enten af en Ide eller af en Begivenhed og at
gøre disse anskuelige for andre. Dette gør ham saa enestaaende
som historisk Skildrer og giver ham overhovedet hans høje Rang
som Skribent, som Forkynder af sin Retnings Ideer.
Hans Sprogmidler er uudtømmelige; han er den mægtigste
Retor blandt moderne engelske Forfattere. Og næsten aldrig er
han oratorisk. Den stærke, uafladelige Stemning i hans Tale kan
virke trættende, ja i Længden vække et vist Lede som ved for
megen Pedalbrug — men han er i sine moderne Skrifter aldrig
Ordgyder; han siger udtrykkelig, at han aldrig tillod sig at
nedskrive en Sætning, uden at han havde forvisset sig om, at der var
sagt noget dermed. Han taler gennem en Vælde af Realiteter.
Hans Stil er overstrømmende, ofte fantastisk og barok, men altid
fængslende ved sit Liv og ved sin Vægt. Datidens akademiske
Naturer som Macauley og Jeflfrey frastødtes af den, men Southey
læste hans „Franske Revolution" seks Gange, og Dickens førte
den f lang Tid med sig, hvor han end var. Mill fortæller, at da
han endelig havde lært at forstaa „Sartor Resartus", læste han
den med uophørlig Beundring og den mest levende Henrykkelse.
Stærkest virker dog Carlyle som Aand ikke ved sine rent
intellektuelle Gaver, men ved de Karakteregenskaber, der
bærer og former hans aandelige Indhold. Her er han helt paa
første Haand; hans Følelsesliv er ægte og oprindeligt, som det er
at vente hos en Mand, der saa umiddelbart er vokset frem af
Folkets Rod. Hans Personlighed havde den Fasthed, som det
giver at være blevet til, hvad man er, alene ved sin egen Vilje,
at have trodset usle Kaar og den låve Herkomsts Hindringer.
Hans Følelsesliv er kraftigt, uden megen Sanselighed. Selv hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
