Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - Edv. Lehmann: Thomas Carlyle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
856
Thomas Carlyle.
Han er først og fremmest en Overbevisningens Mand.
Goethe har karakteriseret ham i høj Grad træffende ved at udtale
netop dette. „Carlyle var saa lykkelig* sagde han, „at eje en
oprindelig Overbevisning, ud fra hvilken han uden andres Hjælp
kunde udfolde den Kraft, der laa i ham." Hans Oprindelighed
var netop denne det personlige Princips. Saa excentriske hans Følelser
end kunde være, saa fast laa dette Karakterens Tyngdepunkt i
ham selv, og saa villigt og uforbeholdent han end optog fremmede
Tanker, saa afgjort bliver de hans Ejendom ved at indsmeltes i
hans Karakters Ejendommelighed. Som Viljen gør hans
Anskuelser til Overbevisning, saaledes faar hans af Naturen
sværmeriske Følelsesliv sin Karakter af Entusiasme ved at ledes
ind i hans Viljes Retning. En entusiastisk og energisk troende
kan man kalde ham, hvis man i Korthed vil give ham en
Karakteristik.
Carlyle var sig denne Viljefasthed og stærke Tro bevidst,
og han skattede den som sit Livs egentlige Bærer. Han mente
at have frelst sig gennem Haabløshedens Timer Ved „en fortvivlet
Stædighed, der vægrer sig ved at opgive dette besjælede Jeg.fi
„Ti Muldyrs Stædighed har jeg undertiden kaldt det; men i
fuldeste Forstand er der ogsaa noget ved dette, som er et Menneske
værdigt. Jeg har i mit Livs Løb, midt blandt dets mange
usigelige Velsignelser ikke haft noget andet virkeligt Grundanker at
holde mig til under haarde Bølgeslag: menneskelig Haardnakkethed,
grundet paa virkelig Tro og Indsigt, det er noget, der duer, det
er det bedste."
I sit personlige Liv praktiserede Carlyle denne Stædighed i
fuldeste Maal, og den hele Sindsbeskaffenhed, der blev saa
betydningsfuld for hans litterære Personlighed, blev, som det fra
alle Sider bevidnes, til ringe Glæde for hans Omgivelser. Allerede
fra hans Ungdomstid hed det, at Tom var ngey ill to lire ir/’4*,
og Ufordrageligheden i Omgang steg med Aarene. Selv ikke
Hustruens Blidhed og opofrende Omsorg fik Bugt med den mørke
Utilgængelighed, hvori hans irritable Sindstilstand ytrede sig. Han
talte i Reglen ikke til hende før ved Aftensbordet og stillede de
urimeligste Fordringer til det daglige Hensyn. Den mindste
Forstyrrelse bragte ham ofte ud af sig selv, og han sparede da ingen,
selv ikke dem, der stod ham nærmest og var ham kærest.- „En
positiv Kristen", siger hans Hustru, „i at bære andres Lidelser,
var han en rasende Thor, naar han selv blev stukket med en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
