- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 12 (1895) /
862

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - Edv. Lehmann: Thomas Carlyle

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

862

Thomas Carlyle.

boler og ydre Tegn, hvorigennem Verdensaandens
altgennem-trængende Kraft aabenbarer sig og virkeliggør sig. Fler staar han
midt i Kalvinismens absolute Gudsbegreb, hvori han var opfødt, i
Spinozas Panteisme, i Kants transcendentale Idealisme, i Novalis7
og Jean Pauls sværmeriske Tilbedelse af Aiguden. Han forstaar
at smelte disse sammen til et Hele, at finde det Punkt, hvor
Puritanismen og Romantiken, hvor Skotsk og Tysk kan mødes, og
hvor det svimler aldeles for Englænderen.

Man maa se bort fra disse Tankers tilfældige Form og agte
paa, hvad der rører sig bag dem. I Virkeligheden en primitiv og
storladen Religiøsitet og, som jeg tror, en Religiøsitet af blivende
Betydning, fordi den paa intet Punkt kolliderer med, hvad der
fysisk og logisk, moralsk og æstetisk er et kultiveret Menneske
ufravigeligt, og fordi det, den bringer, er lige saa ufravigelige
religiøse Værdier: den Livets Baggrund eller Tilværelsens Perspektiv,
den Løftelse og Ydmygelse af Sindet, som Kulturmennesket
saavel som den enfoldigste Sjæl har behov, fordi det simpelt hen kun
er, hvad der hører med til fuldstændig Menneskelighed. Han taler
ærefrygtsfuldt om Liv og Død. om Universet og Tiden, om
Menneskets Skæbner og Menneskets Kald, om Sjælens og
Guddommens lønlige Dybder; taler med Ord, der minder om Profeters og
Salmisters, oftere med Ord, man synes aldrig at have hørt;
Oprindeligheden i hans religiøse Patos giver ofte hans Tale en
uforlignelig Højhed.

Den primitive Undren over Livet, som er det vanesløve
Kulturmenneske saa fjern, er Carlyles religiøse Begyndelse;
„Tilværelsens store Faktum er ham for stort"; „han kan ikke slippe
bort fra denne Virkeligheds forfærdende Nærværelse"; han føler sig
„overvældet af den forvirrede og omskiftelige Tilværelses
mangfoldige Svingninger; føier sig henrevet, magtstjaalen, kvalfyldt
under den store, mørke, gaadefulde Skæbnes Gang." Han knuges
under Tanken om Tiden, at Tiden svinder og vender ikke
tilbage; dette at man skal dø — at Døden gives, og at den er
Livets eneste Vished. „Tid, o Tid! Forunderlig og frygtelig er
du! — Alt haster fremad; Menneske følger Menneske; hans Liv
er som et Tal, der er talt."

„Dog, ligger ikke Evighed under Tiden", føjer han troende
til, og i denne Bevidsthed bestaar ret egentlig hans Tro. „Der
er noget i et Menneske, der hæver ham over Tiden"; „sandelig,
der er en Gud i Mennesket"; „der er noget uendeligt i os, som vi

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 03:42:48 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1895/0868.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free