Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - Edv. Lehmann: Thomas Carlyle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Thomas Carlyle.
863
med alt vor Snille ikke kan faa begravet under det endelige.* I
denne Tro finder han Fasthed og Sikkerhed: han staar med
Fødderne paa den evige Klippe og skuer gennem Tiden med dens
Død ind i Evigheden med dens Liv." Han føler Hvile i denne
Tro, stille, vederkvægende Sjælefred, eller berusende Salighed og
hæver sig til glødende Beundring i sin Ærefrygt for det evige,
hvormed han staar i Pagt.
Hans Tro er altsaa simpelthen den, at Verden er baaret
af Aand, og at denne Aand er det vigtigste ved Verden, ligesom
Forholdet til denne Aand, Religionen, er det vigtigste ved et
Menneske. Hans Gudsbegreb har et panteistisk Anstrøg, men er dog
ikke Panteisme; han tænker sig Gud ikke blot som Uendelighed
og Evighed, men som uendelig og evig Personlighed, og han kalder
ham den store Fader, som han var vant dertil fra Barndommens
Dage. Hvad Carlyle nærmere forstaar ved disse Bestemmelser, er
han for gudbevidst til at have nogen Mening om. Han ved, at
han her staar overfor det ufattelige, der lammer Tanke og Tunge,
og hellere end at forsøge at tale forstaaeligt om disse Ting
bevæger han sig i den aabenbare Selvmodsigelse: „Et evigt Nu*,
„et universelt Her.* Der kan man da tydeligt se, hvad vore Ord
er for klodsede og komiske Tingester, og hvor formasteligt det er
at ville udtrykke det højeste i Ord. Helst dog af alt Tavshed,
hellig Stilhed, den løndomsfulde Tiens uendelige Sprog: Tale er
Tidens, Tavshed er Evighedens." — Morley er saa klog, at han
kan opdage Modsigelsen mellem denne Paastand og Carlyles
omfangsrige Produktion, og saa vittig, at han kan begynde sin Essay
med de Ord: „I tredive Bind er „Tavshedens Evangelium"
forkyndt over Jorden"; — der findes virkelig Mennesker, som sætter
Mærke i deres Bog ved den Slags Fraser og mener, at det er
saadant noget, der skal siges!
I sine senere Skrifter kom Carlyle, dels ved sine kalvinske
Forudsætninger, dels under Paavirkning af Fichtes Filosofi, ind
paa en Bestemmelse af Guddommen som Retfærdighed og hævdede
denne Paastand med paafaldende Massivitet. For ham havde ikke
blot den naive Paastand: „die Weltgeschichte ist das Weltgericht"
umiddelbar Gyldighed, men selv i Naturens fysiske Bevægelser ser
han Guds Viljes Ytringer og moralske Verdensorden. At Skibet
strander, er kun, hvad man har fortjent, naar man ikke agter paa
Naturens Love og lærer at sejle ordentligt.
Tilskueren. 1886. 59
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
