Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - Gustav Wied: Herrens Venner ingen Sinde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
886
Herrens Venner ingen Sinde ... 886
Skovrideren
vil give sin bifaldende Mening til Kende; men hindres i sit Foretagende af
Missionæren.
der med tre oprakte Fingrer fortsætter:
O, sandeligen! det være langt fra mig at kaste den første
Sten paa Sognepræst Krarup! Men han haver en letfærdig Tonge!
Og det vil jeg sige, mine Brødre og Søst... og det vil jeg sige
aabent for min himmelske og jordiske Øvrighed, at Herren haver
været miskundelig god imod Slagelse og Anekser fra den naadige
Stund af, da Pastor Krarup blev forflyttet til Sengeløse og
Vragsted; thi som Hyrden er, saa og Faarene! Og jeg vil sige til
eder alle, saa mange, der vil oplade eders Øren: Spørg Vennerne
i Slagelse By, om ikke Pastor Krarup, medens hans anne,
pinefulde Hustru endnu stredes med Døden, den sidste store Portr
som aabnes og lukkes for vos alle! om han da ikke er set mangen
Aftenstund letfærdigen vandre vore ringe Huse forbi med Jomfru
Krestine Eriksen, hans daværende Husbestyrerinde og nu v ærende!
Skovrideren slaar Kors for sig, og Hr. Klemmesen kerer videre: O, mine Venner, det
være langt fra mig, saa langt som Libanons Høje ligger fra Sarons
Dale, at tale om Utugt og Skørlevnet, thi hvo, som er ren, ser vel
til, at han ikke falder! men det tilspørger jeg eder: har ikke den
retfærdige Gud selv lagt sin straffende Haand tungt paa
Sognepræst Krarups Skuldre ved at gøre ham til en barnløs Olling
gennem en ufrugtbar Hustru? ... Dette spørger jeg om?
Skovrideren
der ihukommer sine Tvillinger nikker heftigt.
Jo, jo, sandelig, sandelig!
Missionæren
med foldede Hænder og Vand i Øjnene.
Men jeg slutter ham dog hver Aften ind i mine Bønnerl
thi, o! ligesom det er saligere at give end at tage; saaledes er
ogsaa at tilgive det sødeste for Vennerne!
Skovrideren
snyder Næse af Beundring.
De er et ædelt . . . ædelt . . . ædelt Menneske, Missionær
Klemmesen.
Missionæren
med beskeden Selvfølelse.
Jeg stræber ydmygt at vandre ad de Stier, vor Herre og
Frelser selv har anvist vos!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
