Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - A. C. Larsen: Prædikeren og Humoristen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
8<J4
Prædikeren og Humoristen.
Denne faderlige Rolle er det, som Prædikeren har paa taget sig
lige overfor Menneskeheden. Der fældes hyppigt Taarer for
Ting, som ikke er Taarerne værd, og der er rnange, som græder,
blot fordi det saaledes er Mode, eller fordi de er skabagtige og
blødagtige. Her gælder det, at det ikke kan blive helt godt,
førend det er blevet helt galt, og her er Prædikeren den rette
Læremester. Aldrig har nogen tegnet Tilværelsens Jammer med
saa skarpe Farver; hvad der i vore Dage siges og skrives for at
nedsætte Livet, lyder som en Barnetrompet i Sammenligning med
hans vældige Røst. „Hvilket Overmaal af Tomhed! siger
Prædikeren, hvilket Overmaal af Tomhed! al Ting er Tomh&l.
Hvad Gavn har et Menneske af al den Møje, hvormed han plager
sig under Solen?" (1, 2—3).
Prædikeren er ligesom et gennemdannet Nutidsmenneske
helt frigjort for Dogmatik og Metafysik; uden at bekymre sig om
overleverede Meninger, uden at hildes i nogen Kirkes, Sekts eller
Skoles særegne Tankegang og Udtryksmaade gaar han lige løs
paa Sagens Kerne, idet han jævnt og enfoldigt spørger, om Livet
har en Mening, og hvilken da denne Mening maatte være. Om
en saadan Mening synes der ham kun at kunne være Tale under
den Forudsætning, at der gives en Udvikling, et Fremskridt, og
det vel at mærke et Fremskridt, som styres af en moralsk
Verdensorden.
Men Erfaringen har lært ham, at Fremskridtet er en
Indbildning, at et Menneske ingen Gavn har af al den Møje,
hvormed han plager sig under Solen: „En Slægt gaar bort, en anden
kommer, og Menneskeheden vedvarer evindelig. Solen staar op,
og Solen gaar ned; den arbejder sig tilbage og staar atter op,
idet den skrider frem mod Syd og vender sig mod Nord. Vinden
drejer sig uafladelig, og den fuldbyrder de selvsamme Drejninger.
Alle Floderne flyder ud i Havet, uden at dette bliver fuldt, og
Floderne flyder uafbrudt samme Sled hen. Alle Ting er i en
rastløs Virksomhed, saa at ingen kan skildre dem; Øjet bliver
ikke mæt ved at se og Øret ikke fyldt ved at høre. Hvad der
har været, vil atter være, og hvad der er sket, vil atter ske; der
er intet som helst, nyt under Solen. Det, hvorom man siger: se,
det er nyt, det var for længe siden i de Tidsaldre, der gik forud
for os. Der er ingen Erindring om Forfædrene, og heller ikke om
Efterkommerne, som skal blive til, vil der være nogen Erindring
hos dem, der følger bagefter" (1, 4—11).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
