Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - A. C. Larsen: Prædikeren og Humoristen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
8<J4
Prædikeren og Humoristen.
man befri sig derved, at man skyder det ene af Leddene til Side.
Dette er det, som Prædikeren gør. Han lader de etiske Ideer
træde tilbage i en saadan Fjernhed, at de ikke længere med
tilstrækkelig Livlighed paavirker ham. Helt anderledes Humoristen.
Han fastholder de etiske Ideer med uforandret Styrke; men just,
fordi han er overbevist om, at de til Slutning paa en eller anden
for ham aldeles ubegribelig Maade vil faa Overtaget, betragter
han de mange pinlige Modsigelser, hvori han er hildet, som et
midlertidigt Virvar, over hvilket det, naar alt kommer til alt, dog
i Grunden ikke er værd at gøre for store Ophævelser. Det gaar
ham som en Mand, der kører ud til Skoven med sin Familie for
at more sig. Det ene Uheld indtræffer efter det andet. Kusken
kører en forkert Vej; den ene af Hestene faar en Sten i Foden,
saa at Vognen kun med Besvær kommer frem; det viser sig, at
man har glemt en væsentlig Del af de Madvarer og Drikkevarer,
hvormed man skulde vederkvæge sig; endelig giver det sig til at
øsregne, saa at man slet ikke naar Skoven, men maa søge Ly i
en Bondehytte. I Begyndelsen bliver Manden ærgerlig; han
skænder paa Kusken og er gnaven mod Familien; men i samme
Øjeblik, som han opdager, at Turen er redningsløst spildt,
besinder han sig pludselig paa, at han er sikker paa om Aftenen
igen at ligge i sin egen gode Seng. Et Smil opklarer hans
Ansigt; han beslutter sig til at le i Stedet for at græde; han slaar
Gækken løs; Munterheden forplanter sig til Familien, og det
ender med, at den forulykkede Skovtur, som slet ikke blev til en
Skovtur, i Fremtiden for ham og Familien staar som et af deres
glade Minder. Der er et Ordsprog, som lyder: „man kan ikke
søbe og blæse paa én Gang". Humoristen gør ligesom den nys
omtalte Mand dette Ordsprog til Usandhed; han ejer den store
Livets Kunst, der lader Sorg og Glæde, Graad og Latter gaa
Haand i Haand med hinanden.
En af Betingelserne for, at han kan gøre dette, er, at han
er helt fri for Dogmatik, at han vel tror paa de etiske Ideer, men
at han, om jeg saa maa sige, har denne Tro under Tvivlens
Form, saa at han forholder sig skeptisk til de positive Udtryk,
som de har faaet i de forskellige religiøse Samfund eller filosofiske
Skoler. Den, med hvem dette ikke er Tilfældet, den, for hvem
Sandheden er bleven et med denne eller hin bestemte Bekendelse,
han tillader sig ingen Spøg med Hensyn hertil; naar han tager
Ordet desangaaende, er det som en Forkynder, der med Over-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>