Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - A. C. Larsen: Prædikeren og Humoristen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
899 Prædikeren ojr Humoristen.
bevisningens hele Ild og Varme søger at drage andre til det
samme Standpunkt, som han selv indtager, og han betragter det
gerne som en sørgelig Mangel paa Alvor, naar en Humorist
afbryder ham med en munter Bemærkning. Sæt f. Eks., at en
Filosof har uddannet sig et System, hvis afgørende Knudepunkt
er Menneskenes kvalitative Forskel fra Dyrene, som han udvikler
med Fynd og Myndighed. Hvilken fortrædelig Mine vil han ikke
sætte op, naar en1) med et lunt Smil udbryder: „De glemmer
det vigtigste, nemlig at Dyrene ikke kan skele; det kan vi
Mennesker, og deri bestaar et af den menneskelige Naturs største
Fortrin". Eller antag, at en Teolog har forelsket sig i
Forestillingen om Menneskenaturens væsentlige Godhed, og at han
som Følge heraf holder et Foredrag, hvori han bekæmper Dogmet
om Arvesynden og til Støtte for sin Lære opregner en Mængde
Eksempler paa, at ulykkelige er blevet hjulpne og det endog ofte
af Folk, der var dem vildfremmede. Mon han vil være tilfreds,
hvis Jean Paul yder ham sin Tilslutning med den Bemærkning,
at „Menneskene utvivlsomt altid er villige til at hjælpe en med
at bære hans Kors, naar de blot véd, at det er det Kors, hvortil
han skal nagles"? Eller sæt, at en Mand med dyb Gravrøst
skildrer Livets Ulykker og den Vej, ad hvilken efter hans System
Lykken alene kan vindes, og at da bagefter en Tilhører
imøde-gaar ham med de Ord2): „Ja ganske vist er der noget i Vejen
med os alle; men dersom jeg kunde leve den Dag, da min Vært
lod anbringe en ny Klokkestreng i Gaarden, hvor jeg bor, at
det kunde blive tydeligt og hurtigt afgjort, til hvem der ringes
om Aftenen, saa vilde jeg skatte mig højst lyksalig". Eller tænk
paa en af den indre Missions fanatiske Præster, paa en af dem,
der misbruger Kærlighedens Evangelium til at pine Tilhørernes
Nerver i den Grad, at de ulykkelige er nær ved at gaa fra Sans
og Samling. Antag, at han i flere Timer med glødende
Veltalenhed har skildret Helvedes Svovlpøl, „Ormen, der ikke dør,
og Ilden, der ikke slukkes", at han derpaa indbyder Forsamlingen
til at ytre sig om Virkningen af hans Prædiken, og at saa en af
de tilstedeværende møder frem med følgende lille Indlæg: „Hvor
vidt en slig Tale om Helvede er gavnlig, beror paa Klimaet i det
l) Jvfr. G. C. Lichtenberg: Vermischte Schriften 11, Göttingen 1801,
S. 422.
7) Jvfr. S. Kierkegaard: Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, S. 343.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
