Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - Adolf Paul: Et Eventyr fra Ødemarken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
930
Et Eventyr fra Ødemarken. 930
saa paa ham, og af begges Øjne talte bare Væmmelse og Fjendskab
mod Matti. Han havde før været deres Herre, men det var nu forbi
med hans Herredømme; han var blind, og nu var de hans Herrer.
— „Det kan jo være det samme, om vi tier eller siger
ham det," hviskede Broderen til hende. „Han kan jo lige saa
godt straks faa det at vide."
— Sige mig? — Hvad? tænkte Matti og holdt op med at
tygge. Han følte af deres Tavshed og Kulde, at de bedrog ham,
og at han var mellem Fjender.
„Ja, det er vel bedst," hviskede hun tilbage til Broderen.
„Sig du det."
„Nej, sig du det."
Matti ventede og anede det. Og saa fortalte hans Kone
usikkert og stammende — men Matti var altid med sin Anelse
langt forud for hendes Fortælling: De havde troet ham død, sagde
hun, og de havde begyndt at leve sammen som Mand og Kone,
og det vilde de fortsætte med.
„Du kan da ikke forlange, at jeg til og med nu, du er saa
ynkelig, skal være din Kone. Men din Veninde vil jeg være, og
jeg skal nok pleje dig og drage Omsorg for dig."
Broderen blev med en Gang meget venlig.
„Din Mad og Bolig skal du faa hos mig, saa længe du
lever," sagde han.
Matti svarede intet. Men han stødte sin Hustrus Haand,
som begyndte at stryge hans Haar, boçt, skød Maden fra sig og
følte sig frem langs Væggen til sin Seng, som endnu stod paa
den gamle Plads. Der satte han sig ned og grublede Time efter
Time ubevægelig hen for sig, og der sad han endnu, da de to
andre var gaaet ind i det andet Værelse for at sove.
— Bare han kunde se, — bare han kunde se!
Hans indespærrede Øjne brændte ham som Ild i hovedet,
— han begyndte at trække i Huden, som var tørret fast foran
Øjnene, og at rive i den med Neglene, til Blodet flød — til han
fik et Stykke løs og der blev et Hul foran det ene Øje.
Saa famlede han sig frem til Ovnen og grov omkring i
Asken, — det lyste og glødede der, — han saa! — han saa igen!
Han tog et Stykke Brænde, tændte det og lyste om sig.
Der laa Brænde til Tørring ved Ovnen, — han tog et langt Stykke,
stødte den ene Ende ind bag Ovnen og satte den anden fast mod
den modsatte Væg, hvorved han tilspærrede Sovekammerdøren,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
