Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - Adolf Paul: Et Eventyr fra Ødemarken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
932
Et Eventyr fra Ødemarken. 932
Han, som dog før trods sin Svaghed havde tvunget dem til at
elske ham, til at arbejde for ham, — bare med et Blik!
Han hævede Hovedet.
Ja, saadan var det: de havde adlydt, — men kun bundne
af hans Blik! Og nu havde han jo været blind, havde ikke
kunnet befale over dem som før! Men hvorfor var han da blind?
Bjørnen havde jo skaanet hans Øjne, — den gamle havde læget
ham, men hvorfor lod han da Pandehuden vokse fast over Øjnene?!
Hvad havde han ment med det, — hvad havde bevæget den
gamle til at spærre ham saaledes inde i sig selv?
Det var ikke blot for at kunne lyve sammen sine Eventyr
for ham og for at have en, som troede paa dem! Nej, den gamle
var falsk, listig, han var gerrig, — han vilde have Ødemarken for
sig selv og være Enehersker der. Han vilde have de ny
Kolonister bort, derfor havde han bragt Matti saa vidt, at han maatte
ødelægge dem! — I alt var den gamle Skyld.
Det var den gamle, som havde myrdet hans Broder
og Hustru. Matti var ingen Morder, ingen Mordbrænder! Han
havde bare været dum!
Hans blodige Øje stirrede truende ind i Skoven, — han
ventede ikke mere nogen Ven derfra, men en Fjende.
Matti skulde nok hævne dem!
Da han saa den gamle komme gaaende mellem Træerne,
trak han Huen ned over Øjet. Han sagde ikke et Ord, hverken
hilsede eller svarede, — tog bare den gamles Haand og lod sig
føre af ham gennem Skoven. De kom til Søen og steg i Baaden.
Den gamle tog den ene Aare og stødte Baaden gennem det
raslende Siv langt ud i Vandet og vilde saa gaa forbi Matti hen til
Robænken. Men da fik han et pludseligt Stød, tabte Ligevægten
og faldt i Vandet, idet han stødte Baaden fra sig i Faldet. — Et
svagt Skrig — en Haand, som et Øjeblik strakte sig op af Vandet
efter Hjælp, og den gamle var forsvundet.
Matti sad en Stund ganske stille og saa dumpt hen for sig,
uden rigtig at vide, hvad han havde gjort. Saa fiskede han Aaren
op, som var falden i Vandet, og roede et Stykke videre.
Pludselig grebes han af en Tanke. Han maatte dog se,
hvor den gamle laa, Vandet var jo saa klart, at han maatte kunne
se det. Han roede et Stykke tilbage og bøjede sig ud over
Baadens Rand — —• da fo’r han tilbage, skælvende paa alle
Lemmer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
