Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - Poul Levin: Ny Skuespil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ny Skuespil.
939
Had gør Slutningsscenen af første Akt ejendommelig og højst
gribende.
Med fast Haand har da Brandes ud af Sagaens Mylr af
Skikkelser, Hændelser, Samtaler grebet de karakteristiske Træk,
han har samlet og grupperet dem til et Tidsbillede, der er nyt og
fængslende; og samtidig har han bevaret sin Evne til sikker og
selvstændig Menneskeanalyse.
Overalt føler man, at en ny Personligheds Aande har
indblæst Sagafigurerne nyt Liv, har ligesom gjort dem mere bevidste
og kloge paa sig selv, givet Asgerd den fulde Glæde over sin
Skønheds Magt, Sæmund den vemodige Forvisning om sin Svaghed
overfor den, der er ham kær, Flose det Kendskab til sin egen
Karakter, den kølige Ro, der slog Skel mellem ham og andre
Mennesker. Naar saaledes Flose et Sted siger: „Mennesker vil, at
man skal være ligesom de, netop saa varmblodig eller letsindig
eller løsttænkende som de — ellers lider de En ikkea, saa er dette
paa samme Tid ganske i Sagaens Aand — mindre i dens Tone —
og højst karakteristisk for Grundstemningen i Brandes’ Produktion.
Alt i alt er da „Asgerd" en værdifuld Forøgelse af
Brandes’ Skuespil. Den moderne Aand har forstaaet de gamle
Skikkelser, deres Længsler og indre Kampe, deres Sky for at
larme med Patos og sentimentalt Føleri. Derfor er „Asgerd"
paa samme Tid et Tidsbillede og et personligt Digterværk, paa
samme Tid nyt og gammelt. Det er følt med hidsig Lidenskab
og bygget med kunstnerisk Ro, og det er fuldt af spændende
Optrin, der giver Skuespillerne interessante Roller.
V-
Brandes’ andet Skuespil førér os fra Sagaernes Skildringer af
husligt Liv til den store Religionsstifter, fra det kolde Had til den
blussende Lidenskabelighed. Ved at skrive „Muhammed"
opnaaede Brandes i hvert Tilfælde det, at han ikke risikerer straks
at blive stillet Ansigt til Ansigt med en Række nordiske Klassikere;
dette Skuespil vil maaske virke stærkere end „Asgerd", fordi vi
ikke i Forvejen kender Emnet saa nøje.
Vil man endelig finde en „Muhammed" til at maale Højde
med Brandes’, maa man tilbage til Voltaire.
Hvor det er underligt at læse en af disse gamle Tragedier,
hvis Kunst er saa uendelig forskellig fra vore Tiders. Paa en
Maade gør Voltaire det saa rart nemt for os. For det første
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
