Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - Poul Levin: Ny Skuespil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
946
Ny Skuespil.
et nordisk Publikum vilde sulte ham ud, hvad enten han valgte
den ene eller den anden? —, og hun kan ikke faa vækket hans
Sanser, der synes at slumre alt for trygt.
Der gaar hun med sin høje Barm, sin ranke Ryg, sit lyse
Haar og længes efter at tages i Favn og efter at nyde nogle af
Livets gyldne Glæder. Selv byder hun ved sin Skønhed og sin
længselsfulde Elskov et Kongerige af Lykke, men ogsaa ved dette
Riges Port synker Kareno fortvivlet om, da hans Hustru forlader
ham sammen med en Mand, der har villet betale Prisen for denne
Verdens Goder.
Ægtemanden er den svagest tegnede i dette Forhold. Han
er for meget Aand, og man forstaar ikke ret, hvordan han i sin
Tid vandt denne Hustru. Til Gengæld er hun en henrivende
Skikkelse, ypperligt og fint opfattet og skildret helt ud. Hendes
Forhold til Mandens Virksomhed er langtfra dumt, men tjener blot til
at vise hendes Forskel i Afstamning, hun ser instinktmæssigt
klogere paa Livet end den indesluttede Videnskabsmand. Hendes
Jalousi paa Tjenestepigen er netop ved sin Ugrundethed et Tegn
paa den Trang, hun har til Kærlighed fra Manden. Den er sikkert
lige forklarlig, hvad enten man ser paa den fra den fysiske eller
den psykiske Side. Af slige overraskende fine Smaatræk vrimler
det i Bogen.
Knut Hamsun kalder sit Drama et „Forspil", og det forlyder
ogsaa nu, at en Fortsættelse vil følge. Den er i og for sig ikke
nødvendig. Skuespillet ender logisk og naturligt og kan ypperligt
tages som en Enhed for sig.
At der findes nogle Særheder i det forbavser ikke. Hamsun
vilde ikke være ung Normand, hvis de ikke var der. De kommer
hyppigst frem, naar han vil være satirisk. Satiren lykkes i det
hele taget sjældent for de unge norske Digtere. De bliver ofte
barnagtige, hvor de tror, de er vittige. Der er et Sted i Skuespillet,
hvor dette spores tydeligt; det er, hvor Jerven og hans Forlovede
og Journalisten Bondesen, den Mand, med hvilken Fru Kareno
følger ud i Livet, en Aften besøger Karenos. Her skulde
Replikkerne falde let og vittigt, men de gør det ikke — i hvert
Tilfælde ikke for danske Øren. Men dansk Selskabelighed er jo
ogsaa noget andet end norsk. Vi smiler stille af en træffende
Bemærkning, i Norge ler man højt af en Vittighed, der ikke
altid er god. Denne Scene „Ved Rigets Port" er et Bevis blandt
mange andre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
