Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
952 v
Teatrene.
skælmsk glade Formiddagssol til dens sværmerisk blide Maanelys, og
man ser al den Skiften i Tempo og Tonefald, som de spillende skal
overholde, hele den Stemnings-Skala, som Fremstillingen skal gennemløbe.
Men hvad Stemning var der over Opførelsen? Borte havde taget den,
ingen havde gidet være over at vogte paa den og faa den frem.
Det er underligt at lægge Mærke til, hvilken Stilløshed der kan
brede sig paa et Teater. 1 ingen anden Kunstart vilde man taale sligt.
Tænk Dem en Adagio for Strygere, og at saa, mens Orkesterchefen sov.
Bratchisten tog en Trompet og anden Violin en Pauke og gav sig til at
skingre løs! Det er netop det, Skuespillere saa tit tillader sig. Et
dramatisk Digterværk er jo paa en Maade ogsaa et Musikstykke, beregnet
paa at gengives af de og de bestemte Instrumenter, udført i en vis
Hoved toneart, som bestemmer, hvor langt Modulationerne tør fjerne sig.
Der er i saadan en Digtning en Grundtone, som usynligt trækker Grænser
for, af hvad Art de spillendes Alvor og Lystighed maa være, og hvor
stærkt eller svagt den tør ytre sig. Næppe i ei eneste Hostrupsk Stykke
hører f. Eks. Farce-Spil hjemme. Hostrups komiske Sans var Sans for
det smaapudsige; men Farcen er Karikatur, den forstørrer Pudsigheden,
den puster en Myg af Naragtighed op til en Elefant af Naragtighed. Og
i alt Fald her i Fodrejsen? Stykkets allerstærkeste Udslag af Lystighed
klinger i Studentens Danse-Melodi om, at hvis i Skovens Hal han hørte
Valsen klinge, saa skulde han rigtignok svinge sin Skat den hele Nat.
1 dette Stykke forandrede nu som sagt Hr. O. Poulsen en skikkeligt
indskrænket, lidt konfus Birkedommer til en forfjamsket Sprællemand.
Han var kalkunsk af Stupiditet, han spjættede med Arme og Ben og
tumlede Gulvet rundt af Befippelse. Pauke-Rabalder i Adagioen! — Eller
tag Udførelsen af Komediens Hovedfigur, Skriverhans. Hr. Zangenberg
havde sluppet Bratschen og sat Trompeten for Mund. Han vilde gøre
sin Tyveknægt mere „realistisk", han lagde Vægt paa, at Hans har i sin
Ungdom været Skriver paa en Amtsstue og storsnudet, han fremstillede
ham som trodsig, forpint, ulykkelig, søgte bestandig at forberede paa den
religiøse Omvendelse. Men alt det var fra Ende til anden Fejlgreb. Den
fordums Skriver-Værdighed — ja monstro Hostrup egentlig har givet Hans
den af nogen anden Grund, end fordi Stykkets Intrige krævede, at han
skulde have en fin Haandskrift? Han ligner da ellers mest i Gemyt en
sjællandsk Almuesmand, spiller jo ogsaa Bonde — og altid Bonde —
med forbavsende Virtuositet. Og hans Sindstilstand? Før
Omvendelses-Scenen er der ikke Gnist af Anger, ikke det svageste Tilløb til Længsel
efter at blive et bedre Menneske. Hans Omvendelse skal netop komme
pludselig; Indtrykket af Ejbæks Handlemaade, Tænkemaade, hele
Personlighed skal som et uventet Lyn spalte den tykke Skorpe om hans
moralske Sans. Indtil dét Optrin er han kun ked af sit Levebrød som
Gavtyv, fordi „det fører ikke til noget." Ikke mere forpint, end at man
foreløbig omtrent ingen Medlidenhed føler med ham, ikke mere trodsig
eller frygtelig, end at man slet ingen Angst har for ham: han skal
vække lidt Spænding, og man skal more sig over hans Vid og hans
Snuhed. Hør blot igen efter Melodierne: den største Alvor, der er
i Skriverhans før Omvendelsen, er ikke kraftigere, end at den kan faa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
